Vild elbil med raketboostere: 0-100 km/t på 0,9 sekunder!

Kinesiske Dreame overhaler Tesla indenom med elbilen Nebula Next 01 Jet Edition, der har raketboostere, et solid state-batteri og accelererer fra 0 til 100 km/t på under et sekund.

Vild elbil med raketboostere: 0-100 km/t på 0,9 sekunder!

Elon Musk har drømt om det i årevis med sin Tesla Roadster. Nu har den kinesiske teknologigigant Dreame, der er bedst kendt for robotstøvsugere, gjort det til virkelighed og afsløret en elbil med to raketboostere og en fuldstændig absurd acceleration.

Se også: Se alle kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028

Smadrer Teslas drøm med raketboostere

Kineserne arbejder i et tempo, hvor ingen andre kan følge med. Mens vi stadig venter på 2. generations Tesla Roadster, har Dreame netop præsenteret Nebula Next 01 Jet Edition.

Det er en specialudgave af deres kommende superbil, og den har et vaskeægte es i ærmet i form af et dobbelt raketbooster-system.

Det lyder som noget fra en science fiction-film, men resultatet er ganske virkeligt. Elbilen rammer 100 km/t på blot 0,9 sekunder – noget der er ganske uhørt.

Raketboosterne er dog formentlig kun til engangsbrug og vil således være ganske upraktiske og dyre i brug.

Se også: Hurtigste elbiler målt på tophastighed og acceleration

Solid state-batteri med vild energitæthed

Det er ikke kun raketterne, der gør Dreames nye elbil til en teknologisk magtdemonstration. Den byder også på en anden stor nyhed.

Nebula Next 01 Jet Edition er nemlig udstyret med et avanceret sulfid-baseret solid state-batteri.

Batteriet har en enormt høj energitæthed på hele 450 Wh/kg, hvilket er langt over, hvad traditionelle litium-ion-batterier kan præstere.

Til gengæld lader den samlede batterikapacitet ikke til at være gigantisk i den lynhurtige bil.

Elbilen er opgivet til en CLTC-rækkevidde på 550 km. Omregnet til WLTP-standarden svarer det til i omegnen af 450 km. Altså ikke prangende i 2026.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Ekstrem teknologi og 4K-LiDAR

For at holde styr på de voldsomme kræfter er bilen udstyret med avanceret steer-by-wire, som fjerner den fysisk forbindelse mellem rat og forhjul, med en responstid på under et millisekund.

Samtidig overvåges vejen af en højopløselig 4.320 linjers LiDAR-sensor. Den filmer i 4K og i farver og kan registrere små objekter såsom kegler på op til 300 meters afstand.

Hvornår vi får det vilde raket-vidunder at se på vejene – og om den overhovedet kommer til Europa – melder historien dog endnu intet om.

Dreame har dog ambitioner om at udvide til Europa og overvejer angiveligt at opføre en bilfabrik i Tyskland nær Teslas fabrik. Prisen tør vi dog slet ikke tænke på – også selv om det er en kinesisk bil, der bør være billigere end de dyre, etablerede luksusmærker.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Hastig teknologisk udvikling

Elbiler er under hastig teknologisk udvikling. Det største udviklingsområde er batterier, hvor der hele tiden præsenteres nye batteriteknologier med løfter om højere sikkerhed, længere rækkevidde, hurtigere opladning og højere energieffektivitet.

Læs meget mere om de forskellige nye batteriteknologier i elbiler.

Vi anbefaler:
Disse elbiler klarer sig Bedst i Test
Hvad koster Danmarks billigste elbil?