Konkurrenterne ræser afsted: Mazda udskyder igen egen elbil

Mazda udskyder deres første egenudviklede elbil med mindst to år. Bilproducenten satser i stedet på hybrider, mens konkurrenterne ræser fra dem.

Konkurrenterne ræser afsted: Mazda udskyder igen egen elbil

Mazda sakker endnu længere bagud i det globale elbil-kapløb. Den japanske bilproducent har netop valgt at udskyde lanceringen af deres første egenudviklede og dedikerede elbil til tidligst 2029.

I mellemtiden vil Mazda satse benhårdt på hybridteknologi i stedet – og det lyder som en farlig spareøvelse lige nu.

Se også: Se alle elbiler fra Mazda i Danmark

Mazdas giver op på elbiler (for nu)

Oprindeligt var planen, at Mazda ville rulle deres nye generation af elbiler ud på en helt ny platform i 2027. Nu bekræfter topchef Masahiro Moro dog, at projektet er udskudt med yderligere to år.

Det mest opsigtsvækkende er imidlertid, at Mazda reelt set slet ikke var gået i gang med arbejdet, tyder det på. Indtil nu har Mazda udelukkende bygget elbiler, som er baseret på kinesiske biler.

Under et nyligt investormøde forklarede topchefen, at virksomheden ikke har lidt økonomiske tab på udskydelsen. Beslutningen blev nemlig truffet, inden fabrikkerne blev ombygget, og før faste leverandøraftaler var sat i sten. Mazda har dermed trykket på pauseknappen, længe inden produktionen overhovedet var en realitet.

Se også: Disse elbiler gør det bedst i test

En brøkdel af konkurrenternes budget

I stedet for fuldelektriske biler allokerer Mazda nu i stigende grad ressourcerne til udvikling nye af brændstof- og hybridbiler. Et konkret eksempel er den kommende CX-5 Hybrid, som modsat tidligere modeller får Mazdas eget hybridsystem fremfor at låne Toyotas teknologi.

Udviklingen understreger Mazdas position som en af de mindre spillere på markedet. Frem mod 2030 forventer Mazda blot at investere omkring 50 milliarder kroner i elektrificering. Til sammenligning bruger giganter som Hyundai mere end det tredobbelte udelukkende på opbygningen af deres amerikanske forsyningskæder til elbiler.

Se også: De 5 bedste elbiler til familien

En farlig spareøvelse

Det er logisk, at en mindre bilproducent som Mazda er tvunget til at være økonomisk forsigtig, da der ganske enkelt er mindre plads til fejltagelser på bundlinjen.

Men hvis målet er at sikre overlevelse i fremtidens bilmarked, er det en utrolig risikabel strategi at lurepasse. Mens konkurrenterne netop nu opbygger massiv erfaring med batteriteknologi, softwaresystemer, ladehastigheder og produktion, står Mazda tilbage på perronen.

Når den japanske producent endelig er klar til at satse helhjertet på deres egen elbil-platform omkring 2029 eller 2030, risikerer de, at forbrugernes tålmodighed for længst er sluppet op, og at det teknologiske forspring hos rivalerne er blevet umuligt at indhente.

Se også: Stor guide til opladning af elbil hjemme