BMW-chef: Elektrisk M3 er benzinbilens “naturlige fjende”
Den næste generation af den ikoniske BMW M3 bliver skueplads for en direkte intern duel.
BMW lancerer nemlig både en ny benzinudgave og en fuldt elektrisk version, der skal kæmpe om de samme entusiastiske købere.
Se også: Priser, specifikationer og og billeder af BMW i3
Annullerer sin egen bestseller
Ifølge chefen for BMW’s M-division, Frank van Meel, skaber mærket en direkte modstander til deres egen absolutte topmodel.
Den elektriske M3 bygger videre på konceptbilen M Concept Neue Klasse og er udstyret med fire elmotorer. Det primære mål er dog ikke astronomiske hestekræfter, men i stedet maksimal køreoplevelse, smidighed og balance på vejen.
Taktikken skaber en usædvanlig situation hos den tyske bilgigant, forklarer M-chefen:
”Nu kæmper vi mod os selv, for med den fuldelektriske M3 angriber vi vores bedst sælgende produkt – den førende bil i sit segment,” siger han til Autocar og tilføjer:
”Vi arbejder også på en fremtidig generation af M3 med benzinmotor, men nu har vi en intern kamp.”
Se også: Alle elbiler fra BMW
Fire elmotorer og fokus på kontrol
Selvom bilens fire elmotorer giver adgang til ekstreme kræfter, understreger Frank van Meel, at målet ikke er blot at overvælde føreren med mere end 1.000 hestekræfter, som man ikke kan overføre til asfalten alligevel.
Hovedfokus er avanceret styring af hvert enkelt hjul via den centrale computerenhed kaldet Heart of Joy.
Frank van Meel sammenligner den avancerede opsætning med kampsport:
”Det er ligesom en kickboxer. Du sparker aldrig med begge ben samtidig. Du kan have stærke arme og stærke ben, men du bruger dem ikke på samme tid. Og det er det samme med fire elmotorer.”
Se også: Alle nyheder om BMW
Simulerede gearskift og motorsport i genet
For at bevare den intuitive fornemmelse af hastighed og nedbremsning på banen vil den elektriske M3 tilbyde simulerede gearskift. BMW dropper dog idéen om at afspille kunstige lyde fra klassiske V8- eller V10-benzinmotorer i kabinen.
Derudover udnytter elbilens platform helt nye aerodynamiske muligheder, hvor fraværet af et traditionelt udstødningssystem gør det muligt at integrere en aggressiv diffuser bagtil til at skabe downforce.
Skulle du være i tvivl om, hvilken drivlinje der er bedst, har Frank van Meel et enkelt råd med et glimt i øjet:
”Hvis man er i tvivl, kan man jo bare købe begge.”
Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed

