70.000 forudbestillinger: VWs billige elbiler går som varmt brød

Volkswagen-koncernens nye billige elbiler VW ID. Polo, Skoda Epiq og Cupra Raval har allerede fået over 70.000 forudbestillinger på blot tre måneder.

70.000 forudbestillinger: VWs billige elbiler går som varmt brød

Volkswagen-koncernens nye familie af små og billige elbiler går angiveligt som varmt brød. Koncernen oplyser, at de har modtaget over 70.000 forudbestillinger på henholdvist Volkswagen ID. Polo, Skoda Epiq og Cupra Raval – og det er langt over forventningerne.

Med et skuffende regnskab for andet kvartal af 2026 er der samtidig et stort behov hos Volkswagen for, at der ryger flere elbiler over disken.

Se også: Her er de billigste elbiler i Danmark

70.000 Polo, Epiq og Raval bestilt på tre måneder

De har været længe undervejs, men interessen ser ud til at være intakt på trods af ventetiden. Volkswagen melder om stor interesse for deres store satsninger i 2026, men deres tre billigste elbiler.

ID. Polo alene står for cirka 25.000 af ordrerne, mens resten er fordelt mellem Skoda Epiq og Cupra Raval. Nu er den fjerde og sidste model i familien, Volkswagen ID. Cross, også landet i Europa, hvilket ventes at skubbe det samlede ordreantal endnu højere op.

Volkswagen ID. Polo. Foto: Mobilsiden.dk

Samme teknik i alle fire modeller

Under skallen er de fire biler stort set identiske. Basisudgaverne kommer med et 32 kWh LFP-batteri og en rækkevidde lige over 300 km, mens et større 52 kWh NMC-batteri øger rækkevidden til omkring 450 kilometer efter WLTP-standarden.

Alle modeller har forhjulstræk med en effekt på mellem 114 og 222 hestekræfter. Ladehastigheden er også fornuftig for prisklassen – det mindre batteri kan lade fra 10 til 80 procent på omkring 27 minutter, mens det større batteri klarer det samme på 24 minutter.

Cupra Raval. Foto: Mobilsiden.dk

Men selvom de teknisk er stort set identiske, er der stor forskel på de tre bilmodeller, så der er noget for enhver smag – og det er smart tænkt af VW-koncernen at udnytte bilmærkerne på den måde.

Vi har allerede fået et kig på de tre elbiler, som alle virker utroligt lovende. Du kan for eksempel læse vores første kig på Volkswagen ID. Polo her.

Se også: Disse elbiler er bedst til prisen

Succesen dækker ikke over de dybere problemer

Volkswagen ser ud til at ramme plet med de nye, billige elbiler, men succesen skal ses i det rette lys. Koncernen fremlagde for nylig et skuffende regnskab for andet kvartal af 2026, hvor resultatet efter skat faldt med hele 32,9 procent, blandt andet på grund af faldende produktionstal, hård konkurrence fra Kina og dyre omkostninger i forbindelse med stoppet af ID.4-produktionen i USA.

Skoda Epiq. Foto: Mobilsiden.dk

Koncernchef Oliver Blume forbereder samtidig omfattende besparelser, herunder mulige fyringer af op mod 100.000 medarbejdere. De 70.000 forudbestillinger er et vigtigt lyspunkt for Volkswagen, men det ændrer ikke ved, at krisen i den brede koncern fortsat kradser alvorligt.

Følg på Google

Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed