Audi afslører nyt flagskib – men er dømt som dødssejler i Danmark
Audi har netop løftet sløret for deres absolutte topmodel, den massive Audi Q9. Bilen byder på ekstrem luksus og banebrydende teknologi, men lanceringen i Danmark virker helt forfejlet, når man kigger under bilens store motorhjelm.
Se også: Se Audis udvalg af elbiler i Danmark
Q9 er Audis nye flagskib med plads til syv
Audi Q9 er mærkets hidtil største bil med en længde på over 5,3 meter og mulighed for op til syv sæder. Kabinen er ifølge producenten designet som et eksklusivt, rullende opholdsrum – og på billederne ser det da også ganske luksuriøst ud.

Bilen kan blandt andet udstyres med helt nye automatiske døre med indbyggede sensorer samt individuelle bagsæder med både massage og ventilation, der mest af alt leder tankerne hen på indretningen på business class.

Derudover er SUV’en udstyret med mærkets største panoramaglastag til dato og markante digitale OLED-baglygter i 3D-glas, der understreger, at dette er en bil fra allerøverste hylde.
Se også: Disse elbiler har længst rækkevidde i forhold til prisen
Selvkørende luksus på motorvejen
Flagskibet introducerer også en række nye assistentsystemer, herunder muligheden for håndfri kørsel. Ved hjælp af en avanceret radar i kofangeren og adskillige kameraer kan bilen selv overtage både styring, acceleration og nedbremsning ved hastigheder op til 130 km/t på udvalgte vejstrækninger.

Systemet kræver dog stadig, at føreren er opmærksom og klar til at gribe ind, når bilen giver besked via digitale og akustiske advarsler.
Se også: Disse elbiler er bedst til prisen
Q9 skulle have været en e-tron
Selvom Q9 er spækket med imponerende innovationer, er der et altoverskyggende problem, når man kigger på det danske marked. Bilen lanceres nemlig udelukkende med en 3,0-liters V6-dieselmotor.
Motoren yder knap 300 hestekræfter og får ganske vist hjælp af et mild-hybrid system, der giver lidt ekstra elektrisk skub ved acceleration. Men i et land, hvor bilkøberne massivt efterspørger elbiler, klinger lanceringen af en gigantisk diesel-SUV hult.
Vi kan næsten kun undre os over, at Audi overhovedet vælger at tage Q9-modellen til Danmark. De danske forbrugere har for længst vendt de fossile brændstoffer ryggen. Når den generelle elbilandel i år ligger på omkring 80 procent, og salget af elbiler til privatpersoner endda har rundet over 90 procent, er forventningen til en moderne luksusbil i dag slet og ret, at den er en elbil.
Lanceringen af en massiv dieselbil virker derfor mest af alt som en desperat nødløsning fra Audis side, hvor man simpelthen ikke har en elektrisk topmodel endnu. Efter at den store Q8 e-tron gik ud af produktion, står tyskerne pludselig uden et ægte elektrisk flagskib.
Deres nuværende topmodel på el-fronten er Q6 e-tron, og det efterlader tydeligvis et stort tomrum i toppen af deres hierarki.
At forsøge at udfylde dette hul i slutningen af 2026 med en sekscylindret dieselhakker er et massivt fejlskud. Q9 er uden tvivl en imponerende bil rent komfortmæssigt, men holdt op mod danskernes fravalg af forbrændingsmotorer bliver den en garanteret dødssejler herhjemme, som kun de absolut færreste vil overveje at købe.
Se også: Guides og tips til elbiler
Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed