BMW giver sig – endelig slut med tarvelig garanti

BMW vinker farvel til to års garanti. Fra 1. juli får alle nye elbiler fra det tyske prestigemærke i Danmark 5 års garanti op til 200.000 km. Læs alt om det her.

BMW

BMW udvider garantien på alle fabriksnye elbiler solgt i Danmark til 5 år eller 200.000 kilometer.

Dermed vinker det tyske prestigemærke endelig farvel til sin udskældte toårige dækning og placerer sig i den absolutte top på kilometergaranti.

Se også: Alle elbiler fra BMW i Danmark

BMW giver nu bedre garanti på elbiler

Længe har det tyske prestigemærke BMW stædigt holdt fast i en fabriksgaranti på kun to år med ubegrænset kilometer.

Hvor de fleste konkurrenter på det danske marked for længst har bevæget sig hen mod fem års garanti – eller kilometerbegrænsninger på 100.000, 150.000 eller endda 200.000 kilometer – har BMW været et af de få bilmærker tilbage i den absolutte bagtrop.

Den korte garantiperiode har tidligere mødt hård kritik fra både bilejere og forbrugerorganisationer. Avancerede elbiler indeholder kompleks og kostbar teknologi, og udsigten til dyre reparationsregninger efter blot et par år har skabt utryghed hos mange bilkøbere.

Nu er der dog nye boller på suppen hos den danske importør. BMW følger endelig trop og indfører en ny garantiordning, der passer betydeligt bedre til prisskiltet på mærkets elbiler.

Fem års garanti og høj kilometergrænse

Med virkning fra den 1. juli 2026 opjusteres nybilsgarantien markant på alle elektriske modeller fra BMW.

Corporate Communications Manager hos BMW Group Denmark, Mette Bøgeskov Lolholm, oplyser følgende til Mobilsiden.dk:

“BMW Danmark udvider garantien på fuldelektriske modeller. Med virkning fra den 1. juli 2026 leveres alle fabriksnye elbiler med fem års eller 200.000 kilometer garanti.”

Garantien gælder for alle nyregistrerede elbiler leveret efter skæringsdatoen via en autoriseret BMW-forhandler i Danmark – uanset om der er tale om privatkøb eller erhvervskøb.

Garantien dækker i op til fem år eller de første 200.000 kilometer, alt efter hvad der måtte komme først.

Se også: Test og anmeldelser af alle elbiler

Hvordan matcher BMW resten af markedet?

Med det nye tiltag placerer BMW sig blandt de bilmærker i Danmark, der tilbyder den mest attraktive dækning på kilometerantal.

Selvom visse kinesiske og asiatiske mærker som BYD (6 år / 150.000 km), Deepal, Exlantix, Jaecoo, KGM, MG og Omoda tilbyder op til 6-7 års garanti, er loftet på 200.000 kilometer blandt de bedste herhjemme.

BMW lægger sig nu tæt op ad Hyundai, der fortsat brillerer med 5 års fabriksgaranti helt uden kilometerbegrænsning, og søstermærket Kia, der tilbyder en af markedets længste dækninger på 7 år eller 150.000 km.

BMWer nu helt på linje med sin direkte svenske premium-konkurrent Volvo samt tyske Mercedes-Benz, der ligeledes tilbyder 5 år eller 200.000 km.

Til sammenligning dækker Audi og Volkswagen med 5 år eller 150.000 km, mens Tesla fortsat halter efter på nyvognsgarantien med blot 4 år eller 80.000 km.

Ændringen betyder samtidig, at feltet af bilmærker med en fabriksgaranti på kun to år svinder ind til et absolut minimum i Danmark.

Det efterlader reelt kun søstermærket MINI, Porsche, Jeep samt Stellantis-mærkerne (Citroën, Peugeot, Opel og DS) i bunden – hvor sidstnævnte dog tilbyder serviceaktiverede forlængelser.

Se også: Elbiler der er bedst i test

Se hele overblikket over garantier

Vil du se, hvordan BMW klarer sig i forhold til alle andre elbilmærker på det danske marked – inklusive batteri- og rustgarantier? Se vores overblik med garantier på elbilmærker.