Toyotas nye luksus-elbil: Lexus TZ indtager Danmark

Toyotas luksusmærke viser for første gang den enorme sekspersoners el-SUV Lexus TZ frem i Danmark. Se de første detaljer om den rullende luksuslounge her.

Lexus
Lexus TZ

Toyotas luksusmærke Lexus er klar til at vise deres hidtil mest voluminøse elbil frem på dansk grund.

Den enorme Lexus TZ får nemlig danmarkspremiere på Elbilmessen i Herning i starten af oktober.

Lexus TZ: En rullende sekspersoners lounge

Målebåndet skal strækkes til hele 5,1 meter for at dække den store SUV, der kan opleves i Danmark fra den 2. oktober.

Indvendigt satser Lexus benhårdt på deres nye “Driving Lounge”-koncept, hvor kabinen er indrettet med seks separate sæder fordelt på tre rækker.

Lexus TZ

Anden række byder på luksuriøse kaptajnstole, og takket være det flade elbilgulv lover mærket ordentlig plads til voksne helt omme på tredje række.

Hertil hører et gigantisk panoramaglastag over alle passagerer samt ottoman-benstøtter. Der er ingen tvivl om, at TZ ligner en vaskeægte luksusflyder af højeste kaliber.

Læs ogsåStor guide: Den bedste SUV som elbil i 2026

De rå data halter en smule bagefter

Under det svulmende karrosseri gemmer sig et DIRECT4-firehjulstræk med op til 408 hestekræfter, som sender den store vogn fra 0 til 100 km/t på 5,4 sekunder.

Batteripakken er på velvoksne 95,8 kWh, men der er foreløbig kun til en rækkevidde på op til 530 kilometer.

Hjemme i indkørslen imponerer bilen dog med 22 kW AC-lader som standard. Til gengæld må vi konstatere, at bilen på de rå elbilspecifikationer har lidt svært ved at følge med i fronten.

En maksimal ladehastighed ved lynladeren på 150 kW og en rækkevidde på 530 km fra et så stort batteri er simpelthen ikke særligt imponerende i dagens marked for elbiler i denne klasse.

Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler

Premiere i Herning forud for lancering

Danske bilentusiaster kan se vidunderet med egne øjne på Elbilmessen fra 2. til 4. oktober, hvor Lexus også udstiller den nye ES og den populære RZ.

Selve gadelanceringen af Lexus TZ lader dog vente på sig indtil 2027, og prisen må forventes at ligge i det mere pebrede luftlag.

Af samme grund ville vi faktisk meget hellere se Toyota introducere den elektriske Highlander herhjemme i stedet.

Den bygger på lignende teknik og rummelighed, men ville uden tvivl lande med en langt mere spiselig pris for almindelige familier, blot fordi der står Toyota på fronten frem for Lexus.

Læs ogsåToyota snyder os for lækker kæmpe-SUV