Skuffer Volkswagen ID. Tiguan – eller er den god nok?

Volkswagen har vist ID. Tiguan, afløseren for ID.4. Men bag det nye ydre og opdaterede kabine gemmer der sig en skuffelse – og hvad med prisen?

Volkswagen
VW ID. Tiguan

Volkswagen gør klar til at løfte sløret for deres absolut vigtigste elbil – afløseren for den ekstremt populære ID.4.

Selvom den officielle verdenspremiere først finder sted i starten af oktober, kender vi nu navnet, centrale specifikationer og designet bag kamuflage på den kommende ID. Tiguan.

Er det stor nok en opgradering eller skuffer den? Vi tager et kig på det her.

Mere klassisk SUV, men velkendt teknik

ID. Tiguan kommer for at afløse både ID.4 og ID.5, hvor navneskiftet markerer store ændringer.

Designmæssigt har Volkswagen valgt den sikre vej. Bilen bærer ganske vist kraftige træk fra forgængeren, men proportionerne fremstår mere ranke, markante og stilrene, hvis du spørger mig.

Volkswagen ID. Tiguan

Kabinen holdes fortsat skjult, men ud fra mærkets nyeste modeller tegner interiøret særdeles lovende. Vi glæder os især over, at Volkswagen omsider bringer de fysiske knapper tilbage til fordel for en mere intuitiv betjening og materialer og byggekvalitet har fået et større løft.

En anden god opgradering er infotainmentsystem og en større førerskærm. Det nye infotainmentsystem kører på Android, har indbygget appbutik, er hurtigere og mere brugervenligt.

Drivlinjerne byder på op til 299 hestekræfter, forbedret anhængervægt på op til 2.000 kilo og en rækkevidde på op mod 600 kilometer med det store 77 kWh-batteri. Det matcher rivalerne i klassen ganske glimrende, men overgår dem samtidig heller ikke.

Læs ogsåGuides og tips til valg af elbil

Lynladningen lader meget tilbage at ønske

Indtil videre ser ID. Tiguan lovende ud – dog uden at være banebrydende på nogen som helst måde. Glæden blegner dog, når jeg kigger på ladetallene.

ID. Tiguan er fortsat bygget på en traditionel 400 volt-platform, og det tager stadig op til en halv time at lynlade fra 10-80 procent. Det er en minimal forbedring i forhold til ID.4.

I et marked, der bevæger sig med lynets hast, er det ærligt talt lidt skuffende. I samme prisklasse ser vi i dag flere og flere konkurrenter som Hyundai, Kia, Xpeng, Zeekr 7 rulle rundt på 800 volt-platforme, der kan klare tilsvarende lynladning på under det halve af tiden.

På den tekniske front ligner ID. Tiguan derfor en lille en opdatering og langt fra banebrydende.

Læs ogsåDisse elbiler oplader hurtigst

Skal nok blive et hit, men prisen er vigtig

Kommer den langsommere lynladning til at koste dyrt på salget? Næppe.

Volkswagen har en kolossal troværdighed og popularitet herhjemme, og for de fleste bilister er et godt design, et praktisk interiør, fornuftig software og en god rækkevidde rigeligt, når man samtidig hedder Volkswagen. ID. Tiguan skal nok blive et hit blandt danskerne.

Ikke desto mindre synes jeg, at ID. Tiguan skulle have været en større opgradering – i hvert fald at vurdere ud fra de specifikationer, som vi har nu.

Volkswagen skal passe på med at hvile på laurbærrene. Markedet rykker hurtigt, og derfor er det bekymrende nyt, at den nye 800 volt SSP-platform endnu en gang er blevet forsinket.

Samtidig bliver den endelige prissætning fuldstændig afgørende. Skal ID. Tiguan stå distancen, skal Volkswagen presse startprisen omkring 300.000 kroner, og gerne lige under.

Lige under denne magiske grænse befinder der sig nemlig stærke alternativer som Kia EV6, Hyundai Ioniq 5, Kia EV5 og Toyota bZ4X – og lige over lurer storsællerterne Tesla Model Y og Skoda Enyaq.

Den endelige dom må vente lidt endnu. Vi glæder os til at få den nye ID. Tiguan til test.

Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler