Verdens største bilproducent er i modvind på store markeder som Kina og USA, men i Europa tegner der sig et helt andet billede.
På vores breddegrader formår Toyota at holde fast i væksten, anført af en markant fremgang i salget af elbiler.
Toyota går frem til elbiler i Europa
Toyotas samlede globale bilsalg landede i august 2026 på 832.618 køretøjer inklusive Lexus og Daihatsu, hvilket er et fald på 7,5 procent.
For mærkets oversøiske salg uden for Japan er der nu tale om fald syv måneder i træk, ikke mindst trukket ned af Kina, hvor salget dykkede med markante 22,8 procent til 118.449 biler.
Også i USA faldt leveringerne med 4,4 procent til 215.556 biler, mens uroligheder i Mellemøsten udløste et fald på hele 37,5 procent.

Kigger vi mod vores egne breddegrader, holder den japanske gigant dog stand med en fremgang på 2,6 procent til 78.527 biler i august.
Med en enorm modelportefølje i ryggen har Toyota den store fordel, at de kan tilpasse strategien lokalt. Hvor udvalget i Sydeuropa fortsat trækkes af hybrider, satser Toyota for eksempel fuldt ud på elbiler herhjemme i Danmark, simpelthen fordi det er det, de danske bilkøbere vil have.
På verdensplan voksede Toyotas samlede salg af rene elbiler med 129 procent til 267.649 enheder i årets første otte måneder.
Elektrificerede biler udgør nu over 54 procent af koncernens samlede volumen.
Læs ogsåGuides og tips til valg af elbilToyota står stærkt herhjemme
Jeg må erkende, at Toyota er kommet forbavsende godt efter det på markedet for elbiler. Starten var både sløv og decideret uheldig med lanceringen af den oprindelige bZ4X, som fik en del hug.
Rent teknologisk er Toyota stadig ikke i førertrøjen målt på rå elbilsspecifikationer, men de forstår at bruge andre og yderst effektive lokkemidler.
Ikke mindst deres brand og velkendte pålidelighed, men også deres markedsledende garantiprogram på op til 10 år giver bilkøberne en enorm tryghed, som få konkurrenter kan matche.
Læg dertil en række aggressive salgskampagner, hvor Toyota herhjemme for eksempel lige nu lokker med tre års gratis forsikring ved køb af en ny elbil.
Det har været med til at gøre Toyota til Danmarks mest solgte elbilmærke i 2026, mens bZ4X indtager en flot andenplads over de mest populære elbiler herhjemme.
Læs ogsåSeneste salgstal for elbiler i Danmark (september 2026)