Salget af den længe ventede iPhone Duo er skudt i gang i dag, men butikshylderne herhjemme gaber tomt.
Mens danske købere kigger ind i ventetider helt frem til 2027, gnider en helt anden producent sig i hænderne.
Apple-effekten rammer foldbare mobiler
Samsung har tidligere i år sendt deres syvende generation af foldbare modeller på gaden, men det er bemærkelsesværdigt nok først nu, hvor Apple melder sig på banen, at kategorien for alvor får opmærksomhed.
Det er et tydeligt bevis på den velkendte Apple-effekt, som vi i branchen har set gentage sig utallige gange før med alt fra smartwatches til in-ear høretelefoner.
Først når Apple stempler ind, også selvom det er syv år for sent på den, bliver en nicheteknologi pludselig opfattet som mainstream og cool af det brede publikum.
Det har Samsung utvivlsomt drømt om at opnå de seneste syv år, men på den anden side høster den sydkoreanske konkurrent også frugterne af Apples norme hype-maskine.
Nye tal fra Samsung UK afslører, at det samlede europæiske salg af den nye Galaxy Z8-serie er strøget 45 procent i vejret sammenlignet med forgængeren.
Søgninger på Samsungs foldbare telefoner eksploderede med vilde 460 procent i præcis samme uge, som Apple hev iPhone Duo frem i rampelyset, skriver arstechnica.
Læs ogsåFoldbar eller klassisk mobil: Hvad er det bedste valg?
Tomme danske hylder sender købere mod Android
Lanceringsdagen for iPhone Duo i Danmark er imidlertid præget af store frustrationer.
Den op mod 30.000 kroner dyre prestigemobil er stort set umulig at opstøve i de fysiske butikker, og forhandlere som Power forventer først leveringer i starten af 2027, da Apple har prioriteret deres egne officielle butikker i større lande.
Når forbrugernes nysgerrighed er vagt, men Apple ikke kan levere varen, vender mange i stedet blikket mod alternativer, der rent faktisk kan købes her og nu.
Samsungs nye Galaxy Z Fold8 har et design a la iPhone Duo, og er et oplagt alternativ, som samtidig er en hel del billigere – og ikke mindst mere lommevenlig.
Efter vores vurdering markerer lanceringen et afgørende vendepunkt for hele mobilmarkedet. Uanset om man foretrækker iOS eller Android, har iPhone Duo givet de foldbare mobiler en fortjent opmærksomhed.
Læs ogsåTest af Samsung Galaxy Z Fold8 – det nye format rammer plet