Ny Mercedes-Benz GLC-variant på vej – se mulig dansk pris

Mercedes sløjfer fortidens svage indstigningsvarianter og giver den kommende GLC 200 over 300 hestekræfter. Se en mulig dansk pris.

Mercedes-Benz
Mercedes-Benz GLC. Foto: Mobilsiden.dk

Mercedes-Benz GLC har i årtier været en fast klippe i den store mellemklasse, men med den kommende elektriske Mercedes-Benz GLC rykker den tyske bilproducent grænserne for, hvad man kan forvente af en indstigningsmodel.

Over 300 hestekræfter i billigste variant

Hvor en basis-GLC eller C-Klasse tidligere måtte nøjes med omkring 150 til 204 hestekræfter fra en 2,0-liters firecylindret benzinmotor, bryder den kommende elektriske Mercedes-Benz GLC 200 traditionerne fuldstændigt.

Den nye indstigningsvariant kommer med baghjulstræk og en elmotor på bagakslen, der yder hele 313 hestekræfter og en 2-trins gearkasse, som giver hurtig acceleration og samtidig høj effektivitet på motorvej. Det ventes at sende den næsten to ton tunge SUV fra 0 til 100 kilometer i timen på kun 6,5 sekund.

Under karrosseriet placeres et mindre LFP-batteri med en nettokapacitet på 64 kWh. Batterikemien sikrer en ladehastighed fra 10 til 80 procent på blot 20 minutter – en forbedring på omkring 38 procent i forhold til ældre EQ-modeller.

Rækkevidden opgives til 460 kilometer, hvilket er 187 kilometer færre end i den nuværende GLC 250-indstigningsvariant.

Prisen i Tyskland ventes ifølge mediet JES Mercedes-Benz at lande på cirka 59.200 euro.

Læs ogsåPriser, specifikationer og billeder af Mercedes-Benz GLC

Mulig dansk pris på Mercedes-Benz GLC 200

I Tyskland koster storebror GLC 250 64.736 euro, og da den herhjemme koster 530.597 kroner (2026-priser), lader det til, at den nye GLC 200 vil få en dansk startpris på cirka 485.000 kroner med 2026-priser.

Pessimisten vil måske hævde, at den nye indstigningsmodel slet ikke bliver billigere end det, man i dag betaler for en GLC 250. For da de danske registreringsafgifter på elbiler stiger den 1. januar 2027, lander den danske pris på GLC 200 nok nærmere i omegnen af 528.000 kroner i 2027 – altså stort set det samme, som man i dag betaler for GLC 250.

Men den nye GLC 200 EQ bliver skam reelt billigere. GLC 250 stiger nemlig tilsvarende i 2027 til noget, der minder om 577.000 kroner. Set i det lys er det klogt, at stjernerne fra Stuttgart giver danskerne en billigere udgave at vælge imellem – også selv om afgiftsstigningerne gør, at 2027-prisen reelt æder hele besparelsen.

Læs ogsåAlle elbiler fra Mercedes-Benz