Test: Motorola Edge Plus – En veludrustet topmodel

Motorola Edge Plus er en af de vildeste topmodeller på markedet og vi har haft den til test. Kan de voldsomme specifikationer og kameraer måle sig med konkurrenterne? Find svaret i anmeldelsen.

Test: Motorola Edge Plus – En veludrustet topmodel

Motorola er tilbage! Eller de har faktisk været tilbage længe, og har med deres One Zoom og One Vision vist, at de kan lave virkelig gode mellemklasse-mobiler. En rigtig topmodel har vi dog ikke set fra Motorola rigtig længe, men med nyeste Edge Plus-model, også kaldet Edge+, vil producenten nu blande sig med de bedste af de bedste smartphones. Her er min test af Motorola Edge Plus.

Men bare fordi man kan lave gode mellemklasse-mobiler, så er det jo ikke sikkert, at man også kan lave en topmodel, som kan hamle op med dem fra Samsung, OnePlus, Apple og Huawei. Man har kunnet følge mine første indtryk af Motorola Edge Plus og jeg føler mig klar til at skrive testen og give den dens endelig dom.

Og det har været en god tid med Motorola Edge Plus, som uden tvivl er et friskt pust på markedet, og et rigtig godt alternativ til de andre topmodeller. Perfekt er den dog ikke.

Se også: Find billigste pris på Motorola-telefoner

Motorola Edge Plus: Fordele og ulemper

Fordele:

  • En fremragende 90 Hz-skærm
  • Utrolig god batteritid
  • Et godt allround kamera
  • Flot design og god byggekvalitet
  • Rasende hurtig
  • En nærmest ren Android-oplevelse
  • Klar til 5G

Ulemper:

  • Skærmen buer for meget
  • Ingen IP-certificering

Designet på Motorola Edge Plus

Vi kommer ikke udenom, at de fleste topmodeller, og mobiltelefoner generelt, ligner hinanden i dag. Producenterne prøver med underligt store kameraer og farver at differentiere sig, men for forbrugeren er det svært at se forskel. Designet på Motorola Edge Plus er et friskt pust og er, hvis du spørger mig, et skridt i den rigtige retning.

Det er en topmodel og den er derfor også en stor telefon. Skærmen er på 6,7 tommer, men her snyder skærmformatet på 21:9, som giver en meget smal og høj telefon. Det har fungeret ekstremt godt for mig. Den er lettere at have et godt greb omkring og samtidig lettere at enhåndsbetjene. Skærmen er kun afbrudt af et lille hole-punch-frontkamera og har meget smalle kanter i top og bund. Den ultra-buede skærm har givet den Edge-navnet, og Motorola påstår, at den buer næsten 90 procent ned ad telefonens sideramme. Det ser utroligt lækkert ud, men kommer også med et par ulemper – mere om det senere i anmeldelsen.

På bagsiden finder vi det firedobbelte kamera, der blandt andet byder på en 108 megapixel hovedsensor, og er designmæssigt pænere end de fleste andre topmodeller. Desværre vipper den utroligt meget, hvis den bruges liggende på et bord. Og når vi nu er ved de mindre ulemper, så er powerknappen for lille og sidder for højt placeret. Begge dele kan man fint leve med og man vænner sig hurtigt til det. Til gengæld har den som den eneste topmodel på markedet et 3,5 mm jackstik.

Med en tykkelse på 9,6 mm er den en buttet lille sag, men det gør mig faktisk intet. Den føles rar i hånden og har en rigtig god størrelse. Og så er den bare en utroligt flot telefon.

Motorola Edge Plus
Motorola Edge Plus er en af de flotteste mobiler på markedet.

Læs også: Topmodellerne er mest populære – her er de nyeste flagskibe

Specifikationer på Motorola Edge Plus

Specifikationer på Motorola Edge Plus
Mål og vægt 161.1 x 71.4 x 9.6 mm

203 gram

Skærm 6,7″ OLED 90Hz

21:9-format FHD+

Chipset Snapdragon 865 5G
Batteri 5000 mAh

18W hurtig opladning

15W trådløs opladning

RAM 12 GB LPDDR5
Lagerplads 256 GB UFS 3.0
Kamera Hovedkamera: 108 megapixel f1,8 OIS

Telefoto: 8 megapixel, f2,4 OIS

Ultra Vidvinkel: 16 megapixel f2,2

ToF 3D-sensor

Frontkamera: 25 megapixel f2,0

Software Android 10
Andet 5G-modem

Stereohøjtalere

3,5 mm jackstik

WiFi 6

Spækket med power

En topmodel skal selvfølgelig gemme på rigeligt med hestekræfter under motorhjelmen, og det må Motorola Edge Plus siges at gøre. Her får man den hurtigste processor på markedet til Android, Snapdragon 865, som samtidig er klar til at udnytte det kommende 5G-netværk. Her er også hele 12 GB lynhurtig og strømbesparende LPDDR5 RAM og 256 GB UFS 3.0 lagerplads. Kombineret med en tæt på ren udgave af Android 10, så er der virkelig fart over feltet. OnePlus er kendt for at lave de hurtigste mobiler på markedet, men Motorola Edge Plus er mindst lige så hurtig, som topmodellen OnePlus 8 Pro.

Skærmen er lækker, men driller

Den 6,7 tommer OLED-skærm i Edge Plus kommer med flotte farver, kontrast og masser af lys. Det er en virkelig god skærm, som endda tilbyder har 90 Hz-skærmopdatering, hvilket også bidrager til, at den føles som vanvittigt hurtig.

Udformningen af skærmen er jeg dog ikke fan af. Jeg har aldrig været fan af buede skærme og denne buer mere end de fleste. Ifølge Motorola giver det nogle fordele og smarte genveje. For eksempel kan den buede del af skærmen indeholde ekstra knapper i spil og kan også hurtigt lade dig skifte mellem dine mest brugte apps. Til gengæld giver den buede del af skærmen også fejltryk og farveforskel i indholdet på skærmen. Der er også en genvej, så man hurtigt kan rykke indholdet indenfor den buede del, men det virker ikke på alle apps, for eksempel kameraet.

På den anden side, så skal man nok heller ikke købe en telefon med navnet Edge, hvis man ikke er til buede skærme.

Softwaren i Motorola Edge Plus er virkelig skøn. Det er en nærmest ren udgave af Android 10, som kommer med producentens egne gode tilføjelser. Det er flydende, hurtigt, simpelt og meget brugervenligt. Her er masser af tilpasningsmuligheder samt Moto Actions og Moto Display, som jeg er stor fan af.

Motorola har desuden lovet, at Edge Plus får både Android 11 og Android 12.

Læs også: Motorola lover to store Android-opdateringer til topmodellen Edge+

Edge Plus byder på god lyd

Hvor den buede skærm kan drille med farveforskelle i for eksempel video, så kan der til gengæld nydes god lyd. Motorola Edge Plus kommer nemlig med en højtaler i både top og bund og kvaliteten er helt i orden. Faktisk er den blandt de bedste på markedet. Den spiller med en overraskende kvalitet i både diskant og bund, som gør film, tv og serier til en fornøjelse.

Det samme kan siges om opkalds kvaliteten, som har været meget tilfredsstillende. Jeg har i min test-tid med Motorola Edge Plus ikke oplevet problemer med hverken tale- og data dækningen, men WiFi-delen er ikke af den kraftigste slags. Den hopper hurtigere af WiFi-forbindelsen end de fleste af konkurrenterne.

Oplåsningen af Motorola Edge Plus fungerer, med den indbyggede fingeraftrykslæser, rigtig godt og hurtigt. Der er desværre ingen mulighed for ansigtsoplåsning.

Læs også: Køb sidste års topmodeller og spar penge – Her er de bedste

Motorola Edge Plus
Forsiden af Motorola Edge Plus og det lille hole-punch.

Edge Plus har kæmpebatteri

Batterierne vokser i mobilerne, hvor Motorola ser ud til at tage førstepladsen hos topmodellerne. Her får man et 5000 mAh batteri, som skal drive det lynhurtige chipset, 90 Hz-skærmen og ikke mindst 5G-forbindelsen. Nu kan vi selvfølgelig ikke teste med 5G (endnu), men batteritiden har været virkelig god på den.

I gennemsnit holder Motorola Edge Plus halvanden dag. Bruger man den intensivt, så overlever den en enkelt dag og bruger man den mindre, så holder den let to dage.

Her er desuden også hurtigopladning og trådløs opladning. Det er ikke helt den samme hurtige opladning, som vi kender fra flere af konkurrenterne, men en mere traditionel 18W. En halv time i opladeren gav mig omtrent 35 procent, hvor flere konkurrenter ville nærme sig 60 og 70 procent.

Motorola Edge Plus
Motorolas bedste kameramobil til dato.

Motorolas bedste kamera nogensinde

En rigtig topmodel skal også have en virkelig godt kamera. Og der er slet ingen tvivl om, at dette er Motorolas bedste kamera til dato. Det byder på billeder i høj kvalitet og tilbyder en høj fleksibilitet. Her er et overblik over de fem kameraer i telefonen:

  • Hovedkamera: 108 megapixel f1,8 OIS
  • Telefoto: 8 megapixel, f2,4 OIS
  • UltraVidvinkel: 16 megapixel f2,2
  • ToF 3D-sensor
  • Frontkamera: 25 megapixel f2,0

Motorola Edge Plus leverer nogle virkelig gode billeder, som ofte kan hamle op med de bedste mobilkameraer på markedet. Den har sine styrker i almindelige billeder i dagslys, portrætbilleder og makro. Her er masser af kontrast, en tilpas skarphed og naturlige farver. Der mangler noget dynamisk rækkevidde, men kvaliteten er absolut godkendt. Kvaliteten af makrobilleder er den bedste jeg har prøvet.

Ultra vidvinkel og zoom er også godkendt, men ikke i helt samme høje kvaliteten. Får de nok lys, så ser det godt ud, men der skal ikke forsvinde meget lys, før kvaliteten falder. Aften- og natbilleder er heller ikke blandt dens styrker.

Alt i alt har jeg nydt at bruge kameraet i Motorola Edge Plus. Det er sjovt at lege med, let at tage gode billeder og så er der mange funktioner. Kamera-appen er også god, men lider af en underlig over-skarphed i søgeren – et mindre problem, som jeg tænker bliver rettet i en opdatering.

Her er billeder taget med Motorola Edge Plus:

Konklusion: En værdig topmodel fra Motorola

Motorola har med Edge Plus lavet en af årets flotteste mobiltelefoner, og desuden en af de bedste topmodeller på markedet. Med den bedste og hurtigste hardware på markedet kommer man ikke til, at mangle power i telefonens levetid. Den har en imponerende batteritid og et meget kapabelt kamera-setup, som ofte er på højde med konkurrenternes.

Med dens 21:9-skærmformat er den utroligt behagelig at holde i hånden og byder på let enhåndsbetjening. Skærmens kvalitet er også en topmodel værdig. Her er der masser af farve, lysstyrke, HDR10+-understøttelse og ikke mindst 90 Hz-opdatering. Desværre buer den ekstremt meget i siderne, hvilket giver lidt udfordringer med fejltryk og farveforvrængning.

Dog mangler Edge Plus en ret vigtig lille ting: IP-certificering. Hvor konkurrenterne tilbyder IP68-certificering mod væske og støv, har Edge Plus kun en nano-behandling. Med det sagt, så er det et marked med stor konkurrence, hvor de andre producenter har brugt år på at fintune topmodellerne. Så det er faktisk ret imponerende, at Motorola slipper så godt fra det. Jeg har i min test af Motorola Edge Plus virkelig nydt at bruge den, og jeg er meget spændt på at se hvad Motorola byder ind med næste gang.

Prisen på Motorola Edge Plus ligger på 7.999 kroner, hvilket er en anelse dyrere end Samsung Galaxy S20+ og OnePlus 8 Pro, i samme konfiguration. Og ligesom de to andre, så er Motorola Edge Plus bestemt pengene værd.

Motorola Edge Plus lander i min test på 5 ud af 6 stjerner.

Motorola Edge+ karakter
Motorola Edge Plus ender på 5 ud af 6 stjerner.

Opdateringer i sagen

Her finder du efterfølgende nyt og anvisning til de seneste nyheder om emnet. Daniel Søgaard Hald kørte videre med bolden. 11/5/2020 bragte vi en historie med fokus på Topmodellerne er mest populære – her er de nyeste flagskibe – Artiklen kan læses her. Der er stadig liv i emnet. Læs seneste nyt om Oneplus..