Sandberg Credit Card Powerbank giver energi til slutspurten [TEST]

Sandberg har lavet et lille nødbatteri til smartphones og wearables som fylder meget lidt

Sandberg Credit Card Powerbank giver energi til slutspurten [TEST]

Sandberg har med Credit Card Powerbank lavet et produkt, hvor navnet til fulde beskriver produktets formåen. Det er ganske enkelt et batteri der kan være i din pung, men træerne vokser ikke ind i himlen.

Sandberg er kendt for at lave tilbehør til diverse computere og smartphones, så Sandberg bevæger sig ikke ud på uvant grund med dette produkt og det bærer resultatet også præg af. Tanken med produktet er rimelig fin, da vi nok er mange smartphonebrugere, som oplever at vores kære IT-dimser fra tid til anden løber tør for strøm, og det sker aldrig belejligt.

Læs også: Sandberg er klar med nødlader til mobilen

Et lille batteri vil derfor kunne sikre, at smartphonen holdes i live hele dagen, men samtidig må batteriet ikke være for stort, så det bare ligger i en skuffe og samler støv – for så er batteriet intet værd.

Sandberg Credit card battery batteri strøm

Designbrøler

Credit Card Powerbanks størrelse er på 92 x 62 x 4,8 mm og vejer under 100 gram. Kigger man lidt nærmere på størrelsen af batteriet, opdager man hurtigt, at det fylder lidt mere end et kredit kort. Dels er det noget tykkere, men det må også forventes. Hvad der derimod er mere graverende er længden på produktet.

Ved ikke at tilpasse batteriets fysiske størrelse til et kreditkort, mister Sandberg mange potentielle kunder – eller får mange sure kunder, for når man lægger batteriet ved siden af sin pung, kan man hurtigt se, at batteriet både er dybere og længere end normale kredit- og visitkort.

Produktet er, på trods af sit navn, ikke muligt at bruge hvis man blot bruger en kreditkort-holder i hverdagen. Jeg bruger en kreditkort-holder, men var dog så heldig at finde et rum på bagsiden, hvor batteriet kan være. Knapt så heldig var desværre stort set alle andre på Mobilsidens kontor, da deres kreditkort-holdere var tilpasset standarden plus et par millimeter, hvilket gjorde, at batteriet ikke kunne bruges for dem. En del potentielle kunder vil formentlig opleve det samme.

Læs også: StoreDot klar til at fremvise batteri der kan oplades på 30 sekunder

Er man mere old-school og har en god, gammeldags tegnedreng, så vil det dog helt sikkert være muligt at finde et sted hvor batteriet kan være. Batteriet kan naturligvis også tåle at ligge i en computertaske eller lignende, men så kan man lige så godt vælge en konkurrent med større batterikapacitet.

Batteriet lades og oplader andre produkter med et micro-USB stik og det er fint, da det er en international standard. Desværre har Apple ikke taget springet, så har man en iPhone eller iPad, vil man ikke kunne oplade sin iEnhed uden en adapter, og i skrivende stund har Sandberg ikke lavet en i-version til de strøm-hungrende æble-forbrugere.

Ingen designvinder

Selve designet er rektangulært, praktisk og godt, men ikke særlig elegant. Det er halvbillig plastik, men det er desværre helt normalt i denne produktkategori. Batteriet fås også kun i sort, så der er ikke mulighed for andet end konservativt design.

Sandberg skal dog have ros for at lave en fordybning til det fastmonterede usb kabel, således at kablet ikke hænger og dingler, men fint integreres i produktet, med kun en lille bule til følge. Kablets han-stik er placeret, så det nemt kan tages ud af holderen og produktets samlinger virker solide, så har man en pung hvor batteriet kan være i, skal man nok kunne få gavn af den ekstra strøm i lang tid.

Lille af favn, men stor af gavn

Batteriets kapacitet er på 850 mAh hvilket svarer til en tredjedel af de fleste smartphones, da mange ligger på mellem 2500 og 3000 mAh. Sandberg er altså gået efter at lave så kompakt et batteri som muligt, men det går naturligvis ud over batterikapaciteten.

Er man i kritisk batterinød, eller ofte oplever at smartphonen er ved at dø i slutningen af dagen, så kan Sandbergs batteri dog fint holde smartphonen kørende nogle ekstra timer. Jeg testede flere gange at min mobil ramte 15% strøm og satte så batteriet til og kom op på 45%, hvilket gjorde at resten af dagen fint kunne fortsættes uden bange anelser om smartphonen ville løbe tør for strøm.

Læs også: WattUp oplader dine enheder på op til fem meters afstand

På batteriet står der 750mA i ”output”, hvilket indikerer hvor hurtigt batteriet kan videregive strømmen til din strømhungrende enhed. Dette er en fin hastighed, som mange ladere også giver, men jeg tror ikke det i praksis lever op til specifikationerne. For at gå fra de 15 til 45% strøm, tog typisk 45 minutter, hvilket ikke er særlig hurtigt.

For en del vil det dog ikke betyde så meget, men skal man bruge sin smartphone, mens batteriet hænger fast for at lade, kan det godt blive lidt irriterende at skrive lange emails eller sms’er. Batteriet kommer hurtigt en smule i vejen, men hvad gør man ikke for tre eller fire timers ekstra strøm på sin smartphone.

Konklusion

Sandberg har lavet et fint lille batteri, men to store fejl gør, at mange købere ikke vil få fuld gavn af produktet. Enten passer det ikke i ens pung, eller også har man et Apple-produkt, og så kan batteriet slet ikke lade iEnheden op uden en adapter.

Havde batteriet bare være lidt kortere og smallere, så ville dette produkt kunne appellere til stort set alle Android og Window Phone brugere. Jeg så hellere en mindre kapacitet på 750mAh, for så at batteriet passede ned i alle kreditkort holdere.

Den nuværende kapacitet på 850 mAh giver lige et par timers ekstra strøm og det er sådan set fint, da de fysiske love gør, at man ikke kan have et stort batteri i en lille fysisk boks, sådan er det bare anno 2015.

Sandberg Credit Card Powerbank får 3 ud af 6 stjerner

Det betyder mobilsiden.dks karakterer

Fordele:

  • Fin kapacitet, som giver det sidste boost
  • Integreret kabel gør, at man har alt hvad der skal bruges

Ulemper:

  • Passer ikke til alle kortholdere
  • Passer ikke til iPhones
  • 199 kroner er lidt dyrt for  den størrelse batteri i plastikkabinet
  • Lidt sløv ladetid
 

Sandberg Credit Card Powerbank kan købes her

Det sidste nye i sagen

Siden artiklen udkom er der kommet mere til sagen. mobilsiden gik videre med historien. 20/1/2015 vinklede vi sagen videre med historien om Microsoft vil oplade din telefon automatisk og trådløst – Følg det videre forløb her. Se også seneste nyt om emnet her..