Google har overgået sig selv – solgte 10 mio. Pixel-telefoner i 2023

Det går fremad med salget af Googles egne telefoner, men der er stadig langt til toppen.

Google har overgået sig selv – solgte 10 mio. Pixel-telefoner i 2023

Google har ifølge avisen Nikkei Asia solgt cirka 10 millioner Pixel-telefoner i 2023. Det betyder, at virksomheden har overgået sine tidligere salgstal.

2023 har generelt været et sløjt år med generel nedgang, når det gælder salget af mobiltelefoner. Derfor mener Google tilsyneladende, at det er realistisk at ramme et salg på 10 millioner Pixel-telefoner igen i år.

Hvis det lykkes, viser det, at Google er på rette vej med deres mobiltelefoner. Men der er tale om Googles samlede salg af Pixel-telefoner, så det dækker alle deres nuværende modeller.

I Danmark er det fem mobiltelefoner: Pixel 7, Pixel 7a, Pixel 7 Pro, Pixel 8 og Pixel 8 Pro. I USA finder du yderligere Pixel 6a og den foldbare Pixel Fold. Set i det lys er der langt op til de bedst sælgende mobiltelefoner på markedet.

Læs også: iPhone er kongen over dem alle

Apple suverænt i front

Det er ikke overraskende Apple, der står øverst på listen, når det gælder salget af smartphones. Sidste år lancerede Apple iPhone 15 Pro Max, og selv om det er den dyreste iPhone, du kan få fingrene i, har den solgt vanvittigt. Hele 33 millioner eksemplarer blev det til sidste år. iPhone 14 Pro Max har været på markedet siden 2022, og den er solgt i hele 34 millioner eksemplarer.

Googles samlede Pixel-salg ligger altså stadig et godt stykke uden for top 10 – opgjort per telefonmodel. Hvis Google skal ind på listen over de 10 bedst sælgende mobiler, skal de have én enkelt telefon, som sælges i mere end 17 millioner eksemplarer.

17 millioner er antallet af eksemplarer, som Apple har solgt af iPhone 15-modellen sidste år. Dét mål når Google næppe i 2024 … eller 2025 eller … medmindre der virkelig kommer turbo på Googles markedsføring af Pixel-telefonerne.

Læs også: Test af Google Pixel 8 Pro – Google udfordrer de bedste