iPhone SE 4 får samme OLED-skærm som iPhone 14

Apple forhandler med skærmproducenter om en lav pris på OLED-skærme til den kommende prisvenlige iPhone SE 4, der ventes at komme i 2025.

iPhone SE 4 får samme OLED-skærm som iPhone 14

Flere af Apples leverandører af skærme er kommet med prisforslag på at levere OLED-skærme til den fjerde generation af iPhone SE. Det skriver det sydkoreanske medie The Elec.

Skærmproducenterne Samsung Display, BOE og Tianma siges alle at have indleveret sine prisforslag på de OLED-skærme, der skal sidde i Apples kommende iPhone SE 4, som ventes at blive en realitet i løbet af næste år.

Tidligere iPhone SE-telefoner har alle haft LCD-skærme, men det lader altså til, at tiden og teknologien er moden til, at selv den budgetvenlige iPhone SE skal udstyres med den overlegne OLED-skærm.

Se også: De billigste iPhones er brugte, men gode som nye

Lange forhandlinger om pris på OLED-skærme

Kilden bag historien hævder, at Samsung er kommet med den laveste pris per enhed på 30 dollar, mens BOE’s pris ligger på 35 dollar og Tianmas pris på 40 dollar. Apples vil efter sigende gerne ned på 20 dollar, og forhandlingerne er stadig i gang.

Kilden mener at vide, at leverandørerne af skærmene har været i gang med kapløbet om at levere skærmene siden august 2023. Det lader altså ikke til at være en beslutning, der bliver taget fra den ene dag til den anden.

Priserne for disse OLED-skærme siges at være en hel del lavere end priserne for de OLED-skærme, der sidder i iPhone 15. Årsagen skal være, at iPhone SE-telefonen skal have samme skærm som de, der sidder i iPhone 13 og iPhone 14, så leverandørerne behøver ikke bruge penge på udvikling i denne omgang.

Derfor har Samsung Display efter sigende også en fordel i forhold til de andre, da de kan bruge skærmpaneler, som de allerede har på lager fra produktionen af OLED-skærme til iPhone 14.

Læs også: Næste iPhone SE får skærm med Dynamic Island

Specifikationer på iPhone SE 4

Ifølge Apple-analytikeren Ming-Chi Kuo får fjerde generation af iPhone SE en OLED-skærm på 6,1 tomme med et design i stil med iPhone 14. iPhone SE 4 forventes også at få nøjagtigt det samme batteri, som sidder i basismodellen af iPhone 14 – altså på 3.279 mAh.

Derudover får den nye model formentlig også knappen Handling tilføjet på venstre side og en USB-C-port. Den kan desuden blive en af de første enheder med et modem designet af Apple selv. Indtil videre bruger Apple modemmer fra Qualcomm.

Læs også: Ny iPhone SE (4. generation) bliver forsinket til 2025