Nothing phone (1) – alt om den hypede telefon med gennemsigtig bagside

12. juli lancerer Nothing sin første smartphone, phone (1). Bliv klogere på den måske mest hypede smartphone i 2022, der adskiller sig med en gennemsigtig bagside og en masse LED'er.

Nothing phone (1) – alt om den hypede telefon med gennemsigtig bagside

“En radikal nyfortolkning af mobilteknologi”. ”Årets største lancering inden for smartphone-området”. ”Den mest hypede teknologivirksomhed i årevis”. Det er ikke små ord, der bliver brugt om den kommende smartphone Nothing phone (1), som den tidligere OnePlus-medstifter Carl Pei lancerer 12. juli 2022.

Men hvilke specifikationer og funktioner har den kommende telefon, og hvad er det ved designet, der gør Nothing phone (1) til den måske mest hypede smartphone i 2022? Det dykker vi ned i her.

Læs også: Bestil Nothing phone (1) hos CBB

Foto: MKBHD

Modigt design med transparent bagside og 900 LED’er

Det helt store samtaleemne omkring Nothing phone (1) er dens design. I mange år har smartphones lignet hinanden – glas foran, en ramme af metal og mere glas på bagsiden. Det er i og for sig også tilfældet med Nothing phone (1) – men der er alligevel nogle markante forskelle.

Ved første øjekast ser man en smartphone, der ser ganske bekendt ud. Nothing har tydeligvis hentet inspiration fra Apples iPhone 12 og iPhone 13. Er man vant til iPhones, vil Nothing phone (1) føles bekendt med dens skarpe kanter langs rammen og afrundede hjørner. Her er dog ingen stor ’notch’ som iPhones, men i stedet et lille hul øverst til venstre til selfiekameraet.

Foto: MKBHD

Vender man telefonen om, ser man dog noget helt nyt. Her er ingen ensfarvet bagside som på stort set alle andre telefoner. Den er i stedet gennemsigtig ligesom firmaets første produkt, de trådløse øretelefoner ear (1). Man kan derfor se induktionsspolen til trådløs opladning, et hvidt båndkabel, kamerahuset og skruer rundt omkring på bagsiden. Det må siges at være et unikt designvalg.

Det bliver dog mere specielt, når man opdager, at bagsiden er tæppebombarderet med mere end 900 bittesmå lysdioder rundt om induktionsspolen, kamerahuset, i det ene hjørne og i bunden.

Unikke lysfunktioner

Nothing har udviklet en række smarte funktioner, der udnytter de muligheder, som LED’erne på bagsiden giver.

Bagsiden lyser naturligvis op, når man modtager notifikationer, og man kan vælge, at forskellige apps skal lyse bagsiden op på forskellige måder. Dioderne lyser også, når man oplader trådløse øretelefoner på telefonens bagside, og når man lader Nothing phone (1) op med kabel, fungerer lyset i bunden som ladeindikator. De mange LED’er er også praktiske, når man tager portrætfotos af personer – her kan lyset på bagsiden, som faktisk er temmelig kraftigt, nemt lyse ansigter op.

Nothing har også udviklet 10 særlige ringetoner, som ringer i takt med forskellige mønstre på bagsiden. På den måde kan man tilpasse indstillingerne, så man også ved, hvem der ringer, uden der er lyd på telefonen, da man kan angive forskellige ringetoner/blink til forskellige personer.

Foreløbige specifikationer på Nothing phone (1)

Nothing phone (1) er ganske veludstyret, når det kommer til de generelle specifikationer. Rygter går på, at den har en 6,55” OLED-skærm med en opdateringshastighed på 120 Hz og en opløsning på 1.080 x 2.400 pixels i et 20:9-format.

Processoren er ifølge rygter en Snapdragon 778G+ fra Qualcomm. Det er en topmoderne chip med 5G, høj effektivitet og høj ydeevne, men Nothing har ikke hentet fra øverste hylde. Den præsterer nemlig ’kun’ omkring 75 procent af, hvad man den ypperste Snapdragon 8+ Gen 1 kan præstere.

På kamerafronten er Nothing phone (1) indikerer foreløbige oplysninger, at den får to kameraer på bagsiden – det ene på 50 megapixel (vidvinkel) og det andet på 16 megapixel (ultravidvinkel). Hvor gode de er, vil en senere test kunne afsløre.

Nothing phone (1) har desuden et 4.500 mAh batteri og understøtter 45 watt opladning, som kan give 50 procent strøm på 30 minutter. Det er altså ikke blandt de bedste, men hurtigt nok til de fleste.

Softwaren er Android 12 med Nothing OS-tilpasningen, og telefonen vil modtage tre Android-opgraderinger, det vil sige Android 13, 14 og 15. Dertil får den fire års sikkerhedsopdateringer.

Der mangler bestemt ikke lys i de mere end 900 dioder. Foto: MKBHD

Hypen om Nothing phone (1) – hvorfor er den anderledes?

Som nævnt i starten af artiklen er der ikke sparet på gloserne, når Nothing phone (1) beskrives af techmedier. Ligesom Carl Pei var mester til, da han med enorm succes introducerede OnePlus i Europa, har han på ganske kort tid formået at skabe en enorm hype om sin første smartphone under det nye brand Nothing.

Hovedattraktionen er naturligvis den oplyste bagside, som giver phone (1) en række unikke funktioner, som man ikke finder i andre smartphones. Og nytænkning er i den grad tiltrængt i et smartphonemarked, der har været mættet i årevis, og hvor de teknologiske spring er minimale sammenlignet med for 5-10 år siden.

Hypen om Nothing phone (1) er altså et resultat af en længsel hos forbrugere og techmedier efter noget nyt og spændende på smartphonemarkedet, som i dag er domineret af Samsung, Apple og en håndfuld kinesiske mærker, som de færreste kan skelne fra hinanden.

Om Nothing phone (1) så kan leve op til hypen, vil tiden vise. Sikkert er det i hvert fald, at phone (1) er et frisk pust og et godt bud på en ny og spændende smartphone.

Nothing phone (1) kan købes hos CBB Mobil

Carl Pei fik drevet OnePlus til stor succes i blandt andet Danmark – kan det samme ske for Nothing? Det kan noget tyde på. Nothing er i hvert fald allerede kommet ind i varmen hos en dansk operatør: Telenor og dets lavprisselskab CBB Mobil, som får eksklusivitet på telefonen i Danmark.

Det er derfor muligt at købe Nothing phone (1) direkte hos CBB Mobil. Det starter med muligheden for at forudbestille den hypede telefon den 12. juli fra klokken 18:00 dansk tid. Selve salget starter den 21. juli.

Det er endnu uvist, hvad den danske pris på Nothing phone (1) bliver. Rygter tyder på et prisniveau, der kan ligge under, hvad de bedste telefoner fra Samsung og Apple koster. Du kan se priser på Nothing Phone (1) på mobilpriser.dk, så snart priserne er klar.

Det er et sjældent syn, at danske teleselskaber tager nye mærker ind i deres portefølje – og tilmed mærker, som aldrig har lanceret en smartphone før. De danske teleselskaber holder sig stort set alle til at sælge telefoner fra Samsung, Apple, OnePlus, Xiaomi, Sony og motorola, så at et nyt mærke kan købes hos et dansk teleselskab, giver producenten rigtigt gode muligheder for at få succes i Danmark.

Mange danskere foretrækker nemlig at købe mobiltelefon med rabat og abonnement samtidig, hvilket altså vil være muligt hos CBB Mobil med Nothing phone (1).

Læs også: CBB og Telenor får eksklusivitet på salg af Nothing phone (1) i Danmark