Google Assistent sammenfatter beskeder i Android Auto med AI

Google arbejder på at få stemmeassistenten Google Assistant til at sammenfatte og oplæse længere samtaler og beskeder, når man bruger Android Auto.

Google Assistent sammenfatter beskeder i Android Auto med AI

Når man kører bil, kan man med fordel få en eller to beskeder læst højt af en stemmeassistent som Google Assistent eller Siri. Det kan dog være en anelse forstyrrende at høre meget mere end det – eksempelvis hvert eneste svar i en gruppesamtale.

Det problem arbejder Google lige nu på at løse. 9to5Google har gravet i betaversion 14.52 af Android Auto-appen til Android-telefoner. Her viser det sig, at Google er ved at forberede en funktion, der kan gøre netop dette.

Læs også: Google indrømmer at have pyntet på video af ny AI-sprogmodel

Sammenfatter og læser rodede gruppesamtaler op

Løsningen på det er i Android Auto at få Google Assistant til at sammenfatte dine modtagne beskeder ved hjælp af AI, mens du kører bil. Nogle nye tekststrenge i den nye opdatering afslører, hvordan den virker:

”Assistent kan nu sammenfatte dine beskeder. Sammenfatningerne bliver genereret af AI, så det er muligt, at der kan være fejl. Du kan til enhver tid slå denne funktion fra i Android Autos indstillinger. Vil du gerne fortsætte og få assistenten til at sammenfatte dine intensive samtaler?”

Foto: 9to5Google.com

Frem for at læse hver eneste besked op, som kan være en lang og rodet føljeton af beskeder, vil Gogoles algoritmer i stedet opsummere gruppesamtalens indhold i en kort og informativ besked, der læses højt.

I Android Auto-indstillinger vil den nye funktion være at finde under afsnittet “Notifikationer”. Her er en ny valgmulighed til stede. Man kan nemlig aktivere funktionen “Vis sammenfatninger af beskeder”. Samme indstilling kan tilgås, hvis man åbner Indstillinger-appen i Android Auto via bilens infotainmentskærm.

Betaversionen, hvor den nye funktion er opdaget, er endnu i beta, og det er uklart, hvornår den lanceres bredt. Flere andre Google-produkter tilbyder allerede en sammenfatningsfunktion. Den, som man bedst kan sammenligne med denne, er Google Chats mulighed for at opsummere rum (centralt sted, hvor folk kan dele filer, tildele opgaver og holde kontakten ved lige) og hjælpe dig med at være med på noderne i en gruppesamtale.

Læs også: Google Maps til Android Auto får ny, smart funktion