Hvorfor får Android-telefoner ikke opdateringer som iPhones?
Hvorfor opdateres Android-telefoner i kortere tid end Apples iPhones? Det er et spørgsmål, som vi her på redaktionen får igen og igen. Egentlig skulle man tro, at der var et kort og enkelt svar på det, men sådan er det desværre ikke. Her forklarer vi hvordan det hele hænger sammen.
Google har netop lanceret to nye Pixel-telefoner, som ifølge rygte kunne få hele fem års systemopdateringer. Sådan gik det dog ikke helt, for hvad Pixel 6 i stedet fik var fem års sikkerhedsopdateringer – og det er altså ikke helt det samme. I stedet holder Google fast i tre års systemopdateringer. Men hvorfor er det at selveste Google, med eget chipset og kraftfuld hardware, ikke kan tilbyde fem års OS-opdateringer? Kigger man en tur over til konkurrenten Apple, så holder de stadig iPhone 6S fra 2015 opdateret med nyeste version af iOS.
En rundtur hos de forskellige Android-producenter kan være forvirrende, når det kommer til deres Android-opdateringspolitik. Der er nemlig stor forskel på den support der ydes samt på hvilke modeller. Samsung er blandt de bedste til opdateringer, hvor der gives tre års Android-systemopdateringer og fire års sikkerhedsopdateringer til udvalgte modeller. OnePlus giver tre Android OS-opdateringer og fire års sikkerhedsopdateringer. Hos en producent som Sony er der flere modeller, som kun får en enkelt Android OS-opdatering. Hvorfor er der så stor forskel blandt producenterne? Det handler om ressourcer og tekniske udfordringer.
Se også: Hvilke mobiltelefoner får Android-opdateringer i længst tid?
Det kræver store ressourcer
Google har forsøgt at gøre det lettere og hurtigere for Android-producenter, at opdatere deres smartphone-modeller med ny Android-software. Først introducerede Google Project Treble, derefter et Developer Preview-program for producenter og senest Project Mainline, som alle havde til formål at lette og fremskynde opdateringsprocessen.
Og vi har da også set opdateringer komme fra enkelte Android-producenter i længere tid og hurtigere end tidligere. Det er dog tydeligt, at dette ikke kun er Googles værk, men også et øget fokus hos producenterne. Apple bliver ved med at forlænge deres opdateringspolitik, og forbrugerne har større fokus på privatliv og sikkerhedhed end nogensinde før. Vil Android-producenterne derfor have succes i dag, så bliver de også nødt til at prioritere software- og sikkerhedsopdateringer højere end tidligere. Netop det ser vi de større producenter gøre, hvor de mindre producenter ikke helt kan være med.
Se også: Køb ikke disse Android-telefoner – kan hurtigt blive usikre
Antallet af telefon-modeller og brugerflader
Det kræver store ressourcer at holde smartphones opdateret, og specielt hvis man er en af de mindre producenter, kan det hurtigt blive for meget. Og jo flere smartphones man har ude på markedet, desto sværere og mere krævende bliver det at holde dem opdateret.
Dertil kommer producenternes egne brugerflader, apps og tjenester, som også skal tilpasses nye Android-versioner. Nogle producenter benytter en nærmest ren Android (Motorola, Sony, ASUS og Nokia), mens andre har gjort meget ud af deres egen brugerflade (Samsung, OnePlus, Xiaomi). Og egentlig skulle man tro, at de førstnævnte ville være hurtigst med opdateringer, men sådan er det ikke altid.
Tidligere har Snapdragon-chipsets fra Qualcomm haft en begrænset understøttelse af fremtidige Android-versioner, hvorfor smartphoneproducenter helt naturligt måtte stoppe support at nogle telefoner. Dette virker dog ikke til at være tilfældet længere.
Det er derfor enormt ressourcekrævende for Android-producenterne, når deres smartphones skal holdes opdateret. For Apple er det en noget lettere proces, med deres eget økosystem og chipsets, hvor kun enkelte telefoner skal opdateres.
Læs også: Kommer Pixel 6 til Danmark?
Google kan ikke gøre som Apple
Burde Google ikke være et forbillede for de andre producenter? Jo, det skulle man mene. Og hvis nogen kan holde Android-telefoner opdateret i længere tid, så er det Google. Her finder man en Apple-lignende strategi med Pixel 6, med eget chipset og kun få telefoner i sortimentet. Alligevel holder Google sig tilbage – og hvorfor det?
Det kunne have noget at gøre med, at Google sælger Android-licenser til alle disse Android-producenter. Begynder Google at levere Android-opdateringer i længere tid, og samtidig lave bedre telefoner på flere markeder, så ender de med at ødelægge salget for en række andre Android-producenter – som er deres kunder. Og det ville være uheldigt.
Skal Android-producenterne kunne matche Apple, så er der lang vej endnu. Og spørgsmålet er, om det nogensinde kommer til at ske.
Læs også: Ny Google-mobil går efter Samsung og Apple
Fokus: Bedste iPhones i 2021 og mere
Denne artikel er en del af vores Fokus-video, hvor vi tager et nærmere kig på Google Pixel 6-telefonerne. Vi snakker også om Apples nye pudseklud til hele 179 kroner og meget mere.
Vi svarer på nogle af seernes spørgsmål og finder en vinder af ugens konkurrence, BeoPlay E6. Vi skyder samtidig gang i en ny konkurrence, hvor man kan vinde OnePlus Buds Pro in-ear hovedtelefoner. Se i videoen hvordan du deltager.
Se også: Teknofil på Youtube
Se test & kvalitetsbedømmelser af telefoner fra Apple
Redaktionen har mere til historien
Siden vi kørte denne artikel er der kommet nyt i sagen. Daniel Søgaard Hald holdt fast i sin interesse i tematikken. 15/10/2021 fulgte vi op med sagen; Kamera-test: Kan billige telefoner matche de bedste og dyreste? – Du kan læse den her. Er du interesseret i absolut seneste nyt om temaet, så klik her..