Intet nyt om stor Apple CarPlay-opdatering fra WWDC 2023

Der var forventet flere informationer om det nye CarPlay til Apples store udviklerkonference, WWDC 2023, men nyhederne udeblev.

Intet nyt om stor Apple CarPlay-opdatering fra WWDC 2023

Havde du gået og håbet på, at det netop afviklede event til Apples udviklerkonference ville byde på nye informationer om det kommende nye CarPlay, må vi desværre skuffe dig.

Se også: De bedste elbiler til familien

Der var store forventninger til nyt CarPlay

Gårdagens to timer lange Worldwide Developers Conference 2023 bød på masser af spændende Apple-nyt. Heriblandt ny software til Apples mange produkter, heriblandt iOS 17 til iPhones, WatchOS 10 til Apple Watch, iPadOS til iPads, nye funktioner til AirPods, nye chipset til Mac-computere og en ny MacBook Air 15 tommer.

Den store nyhed var Apples indtræden i en ny produktkategori: VR og AR med det nye Apple Vision Pro-headset med dets egen VisionOS-software.

I forbindelse med præsentationen af iOS 17, den nye software til iPhones, var det forvente, at Apple ville fortælle mere om det nye CarPlay. Apple løftede sløret for det nye CarPlay til samme udviklerkonference sidste år med beskeden om, at de ville fortælle mere senere. Og hvad var mere oplagt end WWDC 2023?

Ifølge Apple skulle det kommende CarPlay helt kunne erstatte bilernes eget infotainmentsystem og førerdisplay. CarPlay vil kunne styre klimaanlæg, se batteristatus, triptæller og meget mere, når iPhonen er tilsluttet bilen. Når den ikke er tilsluttet, kan man benytte bilens eget infotainment.

Du kan se Apples præsentation af det nye CarPlay i videoen herunder:

Men der var altså lige præcis intet om den kommende store opgradering af CarPlay. Og hvorfor så ikke det? Det er ikke til at svare på, men det kunne have noget med de forskellige bilproducenter at gøre.

En række bilproducenter har allerede afsløret, at de vil integrere det nye Apple CarPlay. Er implementeringen mere besværlig og langsommelig end forventet eller er bilproducenterne ikke tilfredse med produktet?

Det er ikke til at svare på med sikkerhed, men vi er slet ikke i tvivl om, at Apple meget gerne vil integreres dybere i vores biler, og på den måde udvide deres økosystem.

Se også: Tjen gode penge på brugte iPhones

Hvornår er så Apple klar med nyt om CarPlay?

Næste Apple-event afvikles i september, hvor der vil blive præsenteret iPhone 15-serien og Apple Watch Series 9. Det kunne være her, at vi hører mere om CarPlay også.

Se også: Nu kan Apple CarPlay bruges i mere end 800 bilmodeller