Apple overvejer at bruge Googles AI-løsninger i iOS 18
Når det kommer til softwareløsninger, plejer Google og Apple at være hinandens største konkurrenter. Når den ene gør én ting, plejer den anden gerne at lave en tilsvarende løsning. Men noget tyder på, at Apple hellere vil samarbejde med Google frem for at konkurrere direkte med søgegiganten, når det kommer til AI-løsninger.
Se også: Apple opkøber AI-virksomhed forud for AI-satsning i iOS 18
Apple overvejer at bruge Gemini i iPhone
Ifølge Booomberg forhandler Apple nemlig om at anvende Googles Gemini AI-model i iPhonen. Det fortæller flere kilder, der er bekendt med sagen, til nyhedsmediet. Apple har efter sigende også for nylig haft drøftelser med OpenAI om muligheden for at bruge deres AI-model i sine telefoner.
Nye AI-funktioner bliver nemlig de måske største nyheder i den kommende kommende iOS 18-opdatering til iPhone. Hidtil har der gået rygter om, at Apple udvikler sin egen AI-model, men alligevel leder Apple ifølge rygterne efter en samarbejdspartner, der har en AI-model, der drive generative AI-funktioner såsom muligheden for at generere billeder og skrive essays baseret på simple prompts.
Apple og Google har endnu ikke bestemt vilkårene eller brandingen af en AI-aftale, og det fremgår heller ikke, hvordan AI-modellen vil blive implementeret, skriver Bloomberg. Nyhedsmediet mener desuden, at en eventuel aftale først ikke vil blive annonceret før juni, hvor Apple afholder sin årlige WWDC-udviklerkonference.
Samarbejde til stor gavn for Google
En aftale mellem de to selskaber vil hjælpe Google med at udbrede brugen af søgegigantens AI-tjenester til de mere end to milliarder aktive Apple-enheder. Dermed vil Google hale markant ind på – og måske endda overhale – OpenAI, der har Microsoft ved sin side. Med løsningerne ChatGPT og DALL-e har OpenAI indtil videre fuldstændig domineret området for AI-chatbots, men det kan Google og Apples samarbejde altså ændre på.
Apple har ikke været lige så hurtige til at rulle generative AI-funktioner ud som sine konkurrenter hos Microsoft og Google. Hos Microsoft og Google er de allerede en del af selskabernes produkter. En aftale med Google vil kunne berolige de investorer, der er bekymrede over Apples langsomme indtræden på AI-markedet. Netop den bekymring kostede for nylig selskabet pladsen som verdens mest værdifulde selskab, efter at Apple-aktierne faldt med 10 procent tidligere i år.
I sidste måned meldte Apples direktør Tim Cook ud, at Apple har planer om at følge trop senere i år, hvor de vil gøre generativ AI tilgængelig for sine brugere. Han tilføjede, at de investerer store summer i udviklingen.
Læs også: Tidligere Google-ingeniør sigtet for at dele AI-hemmeligheder med Kina
Aftale kan komme i myndighedernes søgelys
Apple og Google har allerede en anden aftale, der gør Googles søgemaskine standard i Apples Safari-webbrowser. Et samarbejde om AI kan hjælpe Alphabet, der ejer Google, med at fastholde positionen som dominerende på søgemarkedet.
Googles og Apples aftale om at være standardsøgemotor er dog blevet gransket af myndigheder i blandt andet USA, hvor man har set på, om aftalen på ulovlig vis hæmmer konkurrencen. Google betaler nemlig Apple milliarder af dollar for at sikre, at deres søgemaskine er standard i de fleste telefoner og webbrowsere. En ny aftale mellem de to selskaber kan sætte gang i den slags undersøgelser igen.
I januar indgik Google et samarbejde med Apples rival Samsung om af implementere selskabets generative AI-teknologi i Samsungs Galaxy S24-serien som en del af deres forsøg på at udbrede brugen af Gemini. Et samarbejde mellem Apple og Google er altså slet ikke så usandsynligt og skørt, som det lyder.
Se også: Microsoft: Google har konkurrencefordel inden for generativ AI
To vidt forskellige tilgange til privatliv
Man kan dog godt undre sig over, på hvilke vilkår Apple er villige til at bruge Googles AI-model. De to selskaber er hinandens modsætninger, når det kommer til retten til privatliv.
Hvor Apple positionerer sig som en it-gigant, der forsøger at begrænse den massive dataindsamling af brugerne, er det omvendt det, som Google lever af. Det bliver næppe uden nogle forbehold, at Apple er villig til at anvende Googles AI-teknologi.