Microsoft: Google har konkurrencefordel inden for generativ AI

Alphabet-ejede Google har en konkurrencemæssig fordel inden for generativ AI på grund af selskabets enorme mængde af data og AI-optimerede chips.

Microsoft: Google har konkurrencefordel inden for generativ AI

Alphabet-ejede Google har en konkurrencemæssig fordel inden for generativ AI på grund af selskabets enorme mængde af data og AI-optimerede chips.

Sådan lyder forklaringen i hvert fald fra Microsoft til EU’s antitrustmyndigheder. Udmeldingen understreger den tydelige rivalisering, der er mellem de to techgiganter.

Microsoft kom med kommentarerne som led i et svar på en høring, som Europa-Kommissionen lancerede i januar om konkurrenceniveauet inden for generativ AI.

Læs også: 32 medier sagsøger Google for milliardbeløb

Selvforsynende med AI-chips og adgang til unik træningsdata

Den voksende popularitet af generativ AI, som kan generere menneskelignende svar, billeder og videoer ud fra simple tekstprompts, har givet bekymringer om misinformation og falske nyheder – særligt forud for det kommende amerikanske præsidentvalg.

To af de helt store tjenester på markedet er ChatGPT fra OpenAI, som Microsoft har investeret mere end 10 milliarder dollar i, og Googles chatbot Gemini.

“I dag er kun én virksomhed – Google – vertikalt integreret på en måde, der giver den styrke og uafhængighed i alle AI-lag fra chips til en blomstrende mobilappbutik. Alle andre er afhængige af partnerskaber for at kunne innovere og konkurrere,” siger Microsoft i sin rapport til EU-Kommissionen.

Ifølge Microsofts forklaring vil Googles selvforsyning af AI-chips give søgegiganten en konkurrencefordel i de kommende år, mens deres store sæt af proprietære data fra Googles søgemaskine og YouTube har gjort det muligt for dem at træne deres sprogmodel Gemini med unikt data.

“YouTube giver et uovertruffent sæt videoindhold. Det er hjemsted for anslået 14 milliarder videoer. Google har adgang til dette indhold, men det har andre AI-udviklere ikke,” siger Microsoft.

Microsoft oplyser også, at AI-drevne stemmeassistenter som Google Assistent og Apples Siri-assistent giver begge virksomheder en fordel.

“De er godt positionerede til at udvikle og udnytte deres respektive eksisterende stemmeassistenter til lederpositioner inden for generativ AI. Nye deltagere og konkurrenter til Google og Apple vil ikke nyde de samme fordele,” siger Microsoft.

Læs også: Microsoft overhalede Apple som verdens mest værdifulde selskab

Google slår igen mod Microsoft

Google har også selv reageret på Microsofts kommentarer til EU-Kommissionen.

“Vi håber, at Kommissionens undersøgelse vil kaste lys over virksomheder, der ikke tilbyder samme åbenhed som Google Cloud, eller som har en lang historie med at fastlåse kunder – og som bringer den samme tilgang til AI-tjenester,” siger en talsmand for Google.

Microsofts kæmpeinvestering i OpenAI er nu i EU-konkurrencemyndighedernes søgelys. Her forsøgte Microsoft at afværge myndighedernes bekymringer om partnerskaber mellem it-giganter og startupvirksomheder som det, Microsoft og OpenAI har.

“Alle disse startups var afhængige af forskellige former for investeringer og partnerskaber, der gjorde det muligt for dem at komme ind og ekspandere på området,” oplyser Microsoft.

EU peger også på amerikanske Anthropic, som har både Google og Amazon som investorer, franske Mistral, som Microsoft har investeret 15 millioner euro i, og canadiske Cohere, som har Salesforce og Nvidia som investorer.

“En effektiv måde at forhindre virksomheder i at blive vertikalt integreret på en måde, der ville resultere i en konkurrenceforvridende fordel, er at opmuntre til konkurrencefremmende partnerskaber inden for AI,” siger Microsoft.

Verdens første AI-lov vedtaget

Microsofts forsøg på kaste lys over de konkurrencefordele, som Google ifølge selskabet har, kommer i samtidig med, at EU har vedtaget verdens første lov om AI – bedre kendt som AI Act.

Den træder i kraft næste år og gør virksomheder ansvarlige for AI-teknologier.

Med AI-lovgivningen risikerer virksomheder bøder på mellem 7,5 millioner euro eller 1,5 procent af omsætningen og 35 millioner euro eller 7 procent af den globale omsætning alt efter type af overtrædelse.

Læs også: EU vedtager verdens første lov om kunstig intelligens