OnePlus: Telemedicin er fremtiden, men vejen frem er kompleks
OnePlus, teknologivirksomheden, der er bedst kendt for sine smartphones og hardware, er støt og roligt ved at flytte sit fokus mod et nyt område: sundhedsteknologi.
I de senere år har brandet udvidet sit sortiment af enheder til også at omfatte software, især værktøjer, der har til formål at spore og forbedre fysisk og psykisk velvære.
Se også: Guide til bedste smartwatch
Telemedicin er en del af OnePlus’ fremtid
Virksomhedens ambition er klar: at give brugerne mulighed for at overvåge deres helbred i realtid og levere brugbare data til for eksempel en læge. Den vision omfatter telemedicin – muligheden for, at sundhedsudbydere kan få adgang til sundhedsmålinger indsamlet af smartwatches og telefoner for at hjælpe med fjernkonsultationer.
Men som OnePlus’ Yelei Li, leder af datateknologi hos Oppo og OnePlus’ Health Lab, ærligt indrømmede under et nyligt besøg i deres Health Lab i Shenzhen i Kina, så er telemedicin en hård nød at knække.
“Vi begyndte at forske i telemedicin under COVID-19-pandemien, men telemedicin er stadig på et tidligt stadie”, slår han fast. Telemedicin er samtidigt enormt komplekst, særligt med integration af sundhedsdata fra forbrugerenheder i faktiske kliniske arbejdsgange.
Se også: Sådan former teknologi samfundet og mennesket
Myndigheder og medicinske systemer skal involveres
Det er særligt spørgsmål om privatlivets fred, datastandardisering og regulering, der kommer på banen. “For at telemedicin kan fungere i stor skala”, bemærkede Li, “så skal sundhedsmyndighederne og de medicinske systemer i hvert land være aktivt involveret”.
OnePlus samarbejder i øjeblikket med universiteter, hospitaler og sundhedsinstitutioner i Kina om at udvikle rammerne for fjerndiagnostik og -pleje. Men indtil videre er den mest almindelige brugssag stadig helt analog: Patienter besøger fysisk deres læge og fremlægger sundhedsdata fra deres telefoner og smartwatches – for eksempel EKG-scannninger, iltmætning i blodet og søvnkvalitet – til manuel evaluering.
Selskaber som OnePlus, Samsung, Apple og Xiaomi viser, at der er et enormt potentiale i teknologidrevet sundhedspleje, men OnePlus’ erfaring understreger samtidig en anden sandhed: Selv om vores enheder er nok så smarte og kan levere virkelig meget brugbar data om kroppens tilstand, så spænder de enkelte landes strukturelle systemer stadig ben for en fuld udnyttelse af potentialet.
Se også: Nyheder om IT, tele & tech
Mobilsiden.dk er inviteret til Shenzhen af OnePlus.