Samsung Electronics’ ansatte går i strejke for første gang nogensinde

En strejke blandt 28.000 Samsung-ansatte kan komme til at koste Samsung millioner, og i værste fald kan den påvirke den globale forsyning af mikrochips.

Samsung Electronics’ ansatte går i strejke for første gang nogensinde

Samsung sidder for nuværende fast i et dødvande i forhandlinger med Nationwide Samsung Electronics Union (NSEC) – det fagforbund, der repræsenterer mere end 28.000 Samsung-ansatte. Det har fået fagforbundet til at varsle strejke den 7. juni.

Det lyder måske ikke så alvorligt med tanke på, at strejker i andre selskaber er trukket ud i uger eller måneder, men virkeligheden hos en chipproducent er noget andet.

Se også: Amerikanske sanktioner holder Kina 10 år efter i chipudviklingen

Sårbar produktion af halvledere kan koste dyrt

Det har at gøre med, at det tager en anselig tid at starte produktionen i en halvlederfabrik op. For eksempel tabte Samsung en kvart milliard kroner, da en fabrik i Sydkorea var uden strøm i blot 28 minutter. Det mindskede den globale produktion af flashhukommelse med 3,5 procent i marts 2018.

En anden af Samsungs fabrikker var uden strøm i et enkelt minut i 2019, og det tog tre dage at få produktionen op at køre på fuld tryk igen. I 2021 mistede selskabet næsten 2 milliarder kroner, fordi de var nødt til at lukke fabrikken i Austin i Texas i en måned på grund af voldsom kulde. Det betød mangel på chips i tiden efter, da det var svært for Samsung at få gang i fabrikken igen.

TrendForce: Vil ikke forårsage chipmangel

Disse eksempler viser, hvor sårbar halvlederproduktionen er, og visse nyhedsmedier fremhæver risikoen for, at en strejke kan påvirke den globale forsyning af halvledere. Analyseinstituttet TrendForce vurderer dog, at der ikke er grund til bekymring på grund af udsigten til strejken.

”Denne strejke kommer ikke til at påvirke produktionen af DRAM og NAND Flash, og den kommer heller ikke til at forårsage mangel på chips. Derudover er priserne for DRAM og NAND Flash faldet i tiden op til varslingen af strejken, og der har ikke været nogen ændring i den tendens siden varslingen,” lyder det fra TrendForce.

NSEU sendte varslingen ud den 29. maj – altså ni dage inden selve strejken, og priserne er ikke gået op siden. Det indikerer, at man ikke er urolig for, at denne ene dags strejke kommer til at påvirke den globale forsyning af mikrochips. Det kommer dog uden tvivl til at have betydning for Samsungs økonomi, hvis vi ser tilbage på tidligere eksempler som dem nævnt ovenfor.

Vi kan blot håbe, at Samsung og NSEU kan komme frem til en aftale inden for en overskuelig fremtid – især fordi chipdesigneren AMD for nylig bestilte sine 3 nanometer chips fra Samsung. Netop Samsung siges også at have problemer med produktionen af hukommelsestypen HBM3E, som kan få Nvidia til at skifte Samsung ud med andre leverandører som Micron og SK Hynix. Hvis Samsung ikke finder frem til en acceptabel aftale med sine medarbejdere, kan der komme flere strejker i fremtiden – noget der i sidste ende kan komme til at påvirke den globale produktion og forsyning af mikrochips.

Se også: Samsung vil outsource endnu flere smartphones til Kina