Xiaomi taber 60.000 kroner for hver solgt elbil

Xiaomis regnskab for 2. kvartal 2024 er bedre end forventet, men datterselskabet Xiaomi Auto taber til gengæld 60.000 kroner for hver solgt elbil. Der er dog lys forude.

Xiaomi taber 60.000 kroner for hver solgt elbil

Kinesiske Xiaomi, som er bedst kendt for at lave alt fra smartphones og robotstøvsugere til el-løbehjul og senest elbiler, har offentliggjort regnskab med en omsætning i andet kvartal, der var bedre end forventet.

I andet kvartal, der sluttede i juni måned, steg Xiaomis omsætning med 32 procent til 88,9 milliarder yuan eller 83,5 milliarder kroner. Det er hele 31,9 procent højere end samme periode sidste år og 3,6 procent højere end analytikernes forventning, oplyser London Stock Exchange Group (LSEG).

Se også: Udsolgt på rekordtid: Xiaomi SU7 er ekstremt populær

Xiaomi taber 60.000 kroner på hver solgt elbil

I 2021 trådte Xiaomi ind på markedet for elbiler med datterselskabet Xiaomi Auto. Efter at have annonceret sedanen SU7 i december 2023, kom den til salg i marts 2024.

I det nye kvartalsregnskab afslører Xiaomi for første gang, hvor stor en andel af omsætningen, som Xiaomi Auto står for. Her har Xiaomi Auto omsat for 6,2 milliarder yuan eller 5,8 milliarder kroner, hvilket svarer til lige knap 7 procent af Xiaomis samlede omsætning i kvartalet.

I andet kvartal leverede Xiaomi Auto 27.307 eksemplarer af den hypede sedan, som konkurrerer med særligt Tesla Model 3, men også kinesiske storsælgende sedaner som BYD Qin Plus, BYD Han og GAC Aion S.

I en udtalelse til medierne efter offentliggørelsen af regnskabet oplyste Xiaomis præsident Lu Weibing, at han er ”sikker på”, at selskabet når sit mål om at levere 120.000 elbiler inden årets udgang.

På BAICs fabrik i Kina, hvor bilen produceres for Xiaomi Auto, har Xiaomi siden juni indført toholdsskift i et forsøg på at nå op på 10.000 færdigproducerede elbiler om måneden.

Alligevel giver Xiaomis bilafdeling giver stadig et tab. Xiaomi Auto har tabt 1,8 milliarder yuan eller 1,7 milliarder kroner i andet kvartal med en bruttoavance på 15,4 procent. Det svarer til, at Xiaomi har tabt næsten 62.000 kroner på hver elbil.

Lu Weibing forventer dog, at tabet vil blive mindre i takt med, at antallet af producerede elbiler stiger.

Flot fremgang i salget af smartphones

Mens Xiaomi fortsat er en mindre spiller, når det kommer til salget af elbiler, fortsætter techselskabet den gode stime inden for forbrugerelektronik og særlig smartphones. Her har Xiaomis salg af smartphones stabiliseret sig, efter væksten i markedet – og hos Xiaomi – har været stagnerende.

Xiaomis salg af smartphones er steget med 27,4 procent til 42,3 millioner eksemplarer i andet kvartal. Det rækker til en markedsandel på 14,8, og dermed er Xiaomi fortsat den tredje største mobilproducent kun overgået af Apple og Samsung.

I Kina, der er Xiaomis største marked for smartphones, steg salget med 16,5 procent. Den justerede nettoindtægt var på 6,18 milliarder yuan eller 5,8 milliarder kroner, hvilket er 29 procent højere, end analytikerne forventede.

Xiaomi vil konkurrere med Tesla og BYD

Alt i alt kan Xiaomi være godt tilfredse med, hvor hurtigt salget har taget fart. Hvis vi ser på, hvordan Xiaomi på få år har gjort sig til en førende spiller inden for smartphones og en bredt vifte af produktkategorier inden for forbrugerelektronik, er det også ganske sandsynligt, at Xiaomis investering i elbiler vil udvikle sig til lidt af et eventyr.

Xiaomis enorme fremdrift på så kort tid er imponerende taget i betragtning, hvordan det er gået for et par andre kinesiske startups. For eksempel solgte NIO “kun” 160.000 elbiler i Kina sidste år til trods for, at selskabet har leveret elbiler siden 2018. Xpeng har leveret 141.000 elbiler i Kina i 2023 og har også leveret elbiler siden 2018.

Det tyder altså på, at Xiaomi arbejder i et noget andet tempo. Til gengæld har Xiaomi ikke annonceret nogle planer om at udvide til andre lande, og her har flere af de kinesiske konkurrenter fordele af allerede at være til stede i blandt andet Danmark. Med Xiaomis ambitioner om at kunne konkurrere med de største og bedste – navnlig Tesla og BYD – kræver det dog en global lancering i en nær fremtid.

Xiaomi er derudover også på vej med en SUV for at få del i det evigt voksende marked for store SUV’er. I Danmark er det for eksempel hele 56 procent af bestanden af elbiler, som er en SUV, viser Mobilsidens statistik over elbiler.

Se også: Xiaomi Ultra 15 bliver et vaskeægte kameramonster