Beviser på Xiaomi og Leica samarbejde fundet i app
Visse samarbejder mellem telefonproducenter og kameraselskaber er ikke meget mere end et marketingtrick. Der er dog eksempler, hvor et sådant samarbejde har betydet en positiv udvikling for smartphoneproducenters kameraer. Et af de tydeligste eksempler på det er samarbejdet mellem Huawei og Leica. Men efter Huaweis mange problemer de seneste år på grund af sanktioner og forbud fra amerikansk side, har den kinesiske gigant solgt langt færre telefoner end tidligere, og Leica kan være på udkig efter en ny samarbejdspartner blandt mobilproducenter.
Vi har i et par måneder hørt rygter om, at kameramodulet i Xiaomi 12 Ultra kommer fra Leica. Spørgsmålet har været, om det rygte stemmer. Nu kommer der nye oplysninger, der tilsyneladende bekræfter det rygte.
Se også: Xiaomi 12 og 12 Pro får global lancering – snart til Danmark
Fandt Leica-referencer i Xiaomi-app
En nysgerrig sjæl har gravet sig ind i Galleri-appen i Xiaomis kinesiske MIUI ROM. I appens kode fandt han oversættelsesstrenge direkte relateret til Leica. Strengene refererer til filtre, der kan bruges, når man redigerer billeder eller videoer. Det betyder med andre ord, at vi udover telefonens co-branding kan forvente os nogle filtre mærket Leica.
Desværre er de ovenfornævnte strenge endnu ikke implementeret, så der lader til at være mere arbejde, der skal gøres af producenten, inden en eventuel implementering.
Leica har erfaringen
Det ser altså ud til, at der eksisterer et samarbejde mellem Xiaomi og Leica, men det er uklart, hvad det samarbejde består af. Det kan være endnu en mulighed for at sætte et Leica-logo på en telefon og give den et par filtre i kameraet og vinde lidt marketingpoint. Eller det kan være et reelt samarbejde, hvor Xiaomi bruger Leica ekspertise til at forbedre billeder og video fra 12 Ultra-telefonen, så den får et forspring i forhold til konkurrenterne. Leica har i hvert fald ekspertise med smartphone-kameraer og bør derfor være en af de bedre partnere for en producent som Xiaomi. Men tiden tiden vise hvad det går ud på.