Avis bekræfter: Apple holder iPhone-event 12. september
Det kommende Apple Special Event fra den californiske it-gigant kommer til at foregå tirsdag den 12. september, lyder det fra den velrenommerede avis Wall Street Journal.
Oplysningerne kommer bare en uge efter et fransk netmedie erfarede, at Apple vil løfte sløret for de tre kommende iPhones på netop denne dag.
Læs også: Rygte: iPhone 8 får langsom trådløs opladning
Med de nye oplysninger fra Wall Street Journal er det tæt på bekræftet, at Apples event ligger kun to uger forude.
Finder sted i Apples helt nye cirkelformede campus
“But there’s one more thing”, som Steve Jobs var kendt for at sige …
Avisen oplyser nemlig også, at Apples event får helt nye omgivelser. Apples har ofte benttet enten Town Hall på Apples eget hovedkvarter eller ved Town Hall Bill Graham Civic Auditorium i San Francisco. Den kommende iPhone-event vil dog finde sted i Apples helt nye cirkelformede hovedkvarter – nærmere bestemt i auditoriet kaldet Steve Jobs Theater, hvor der vil være plads til 1.000 gæster.
Dermed bliver årets event ikke blot en markering af Apples 10 års iPhone-jubilæum i form af lanceringen af den specielle iPhone 8 med en stor OLED-skærm, men også i form af den formentlig officielle åbning af campussen, selv om medarbejdere har kunnet tage området i brug siden april måned.
Læs også: Knivskarp 4K-video viser iPhone 8 frem i alle farver
I de foregående år er der gået alt mellem 9 og 13 dage mellem Apple har udsendt en invitation til en event og til den finder sted. Med kendskab til den formodede dato bør Apple derfor udsende en invitation til iPhone-eventen mellem i morgen og på søndag.
Sådan bliver de tre nye iPhones
Apple ventes at løfte sløret for tre forskellige iPhones om to uger. To af dem bliver ’almindelige’ iPhones, i og med at bliver en mindre opgradering af den nuværende iPhone 7 og 7 Plus med samme skærmstørrelse, opløsning og generelt meget af den samme hardware. Processoren får dog en sædvanlig opgradering, men også designet ændres en smule. Formfaktoren ændres der godt nok ikke meget, men derimod materialerne.
Unibody-konstruktionen skiftes ud med en ramme af metal (formentlig aluminium), mens der er en bagside af glas. Hidtil har de to iPhones gået under navnene iPhone 7s og 7s Plus, men der er formentlig tale om en for stor opgradering af designet til at der kun tilføjes et s på navnet. Det er derfor ikke utænkeligt, at de får navnene iPhone 8 og 8 Plus.
Læs også: Plads nok? iPhone 8 får op til 512GB lager
Den sidste og tredje iPhone er den mest interessante. Her kommer der formentlig til at ske den største forandring, der nogensinde er set i en iPhone. Den får nemlig en 5,8” stor OLED-skærm, der dækker næsten hele fronten. Home-knappen er fjernet, og det samme ventes fingeraftrykslæseren at blive. I stedet er den udstyret med avanceret ansigtsgenkendelse, som skulle virke på et splitsekund.
Den får, ligesom de to andre iPhones, en glasbagside, men rammen bliver efter sigende udført i rustfrit stål. Hvad navnet på denne iPhone bliver, er lidt af et mysterium. For nemhedens skyld har den i pressen gået under navnet iPhone 8, men den får formentligt et mere unikt navn såsom iPhone 8 Pro, iPhone X eller lignende. Prisen ventes at blive i den absolut højde ende: nemlig hele 10.000 kroner.
Alle tre iPhones vil, på grund af glasbagsiderne, understøtte trådløs opladning, men du skal selv købe en kompatibel trådløs oplader ved siden af.