HTC bløder: Fyrer hver fjerde medarbejder

Det går i den grad ned ad bakke for HTC. Producenten har offentliggjort en fyringsrunde, der koster 1.500 medarbejdere deres job.

HTC bløder: Fyrer hver fjerde medarbejder

HTC har i efterhånden mange år kæmpet for at finde fodfæste i smartphonemarkedet, men synes endnu ikke at være lykkedes med det. Med en global markedsandel på under 1 procent synes der i hvert fald ikke at være nogen efterspørgsel efter HTC’s smartphones.

Det tager HTC nu konsekvensen af, skriver Reuters. Den taiwanesiske producent har nemlig offentliggjort, at 1.500 medarbejdere afskediges. Det svarer til, at HTC’s medarbejderstab reduceres med omkring en fjerdedel.

Læs også: Test af HTC U12+ – To skridt frem og et tilbage

Afskedigelsen af de 1.500 medarbejdere vil foregå hen over de kommende måneder og ventes at være gennemført i september. Om fyringsrunden oplyser HTC:

“I dag annoncerer HTC en plan for optimering af organisationen, som er ansvarlig for fabriksproduktion. Planen muliggør mere effektiv og fleksibel ressourcestyring fremadrettet”.

Fra 10.000 til under 5.000 medarbejdere på 10 måneder

I september 2017 annoncerede Google og HTC, at man har indgået en strategisk aftale, hvor Google betalte 6,8 milliarder kroner for at få 2.000 af HTC’s mest talentfulde ingeniører, som tidligere arbejdede på Google Pixel og Pixel XL.

Inden handlen med Google havde HTC cirka 10.000 medarbejdere. Det blev efter handlen reduceret til 8.000. Inden dagens fyringsrunde var HTC’s arbejdsstyrke reduceret yderligere til 6.450 medarbejdere. Når fyringsrunden er gennemført, er HTC nede på kun 4.450 medarbejdere – under halvdelen af de 10.000, der var hos HTC i efteråret 2017.

De markant færre medarbejdere kombineret med den ringeste årlige omsætning i 13 år rejser spørgsmålet, hvor længe HTC endnu kan fortsætte som smartphoneproducent.

Opfølgning:

Sagen slutter ikke her. Redaktionen har bragt den videre. mobilsiden har holdt fast i temaet. d. 28/6/2018 fulgte vi artiklen op med sagen om Google Pixel 3 og 3 XL: Knivskarpe billeder afsløret – Læs her. Der er stadig liv i emnet. Læs seneste nyt om Smartphone..