Nio Phone lanceret: High-end mobil med fokus på bil

Elbil- og teknologiproducenten Nio har netop lanceret en vaskeægte flagskibsmobil, der imponerer med dens specifikationer.

Nio Phone lanceret: High-end mobil med fokus på bil

Normalt er det nye elbiler, man oplever Nio introducerer – senest er det elbilmodellen ET5 Touring, der er kommet til Danmark. Denne gang skal det dog ikke handle om en bil, men derimod om en mobiltelefon. Nio er nemlig officielt sprunget ud som smartphoneproducent.

Se også: Test af nyeste smartphones

Nio Phone har imponerende specifikationer

Kender man lidt til specifikationer på mobiltelefoner, skal Nio Phone nok imponere. Faktisk byder den på så flotte specifikationer, at den på papiret kan hamle op med de bedste på markedet. Dertil kommer den med indbyggede funktioner, der gør den til en perfekt følgesvend med en Nio-elbil.

Lad os da tage et kig på disse specifikationer, der inkluderer Snapdragon 8 Gen 2, 16 GB RAM, 1 TB lagerplads, 6,81 tommer 2K-skærm med 120 Hz og op til 1.800 nits, 5.200 mAh batteri, 66 Watt lynopladning med kabel, 50 Watt trådløs opladning og IP68-certificering.

Dertil er der kameraet, hvor Nio Phone har tre styk på bagsiden – det fjerde er blot LED-blitz. Her er der et hovedkamera med en 50 megapixel Sony IMX766 sensor, 50 megapixel ultravidvinkel med Sony IMX707 og til sidst et periskoptelefotokamera med 50 megapixel Sony IMX890-sensor.

Softwaren er baseret på Android med Nios egen SkyUI-brugerflade, der på designet minder om Xiaomis MIUI.

Designmæssigt minder Nio Phone om en krydsning mellem en OnePlus 11 og en Google Pixel 7 Pro. Det er en nydelig smartphone, hvis du spørger os.

Se også: Brugte iPhones er altid de billigste

 

Nio Phone fås i samme farve som deres elbiler.

Specielle funktioner med Nio-elbiler

Det specielle ved Nio Phone er dog dens funktionalitet med en Nio-elbil – hvis man skulle være heldig, at eje sådan en.

Med en Nio Phone får man unikke funktioner, hvor mobiltelefonen blandt andet kan fungere som en kontrolskærm i bilen til musikstyring, klimastyring og ambientbelysningen.

Man kan med Nio Phone også indstille navigationsruten på forhånd, foretage videoopkald, streame mobilspil til den infotainmentskærmen og mere. Dertil er der også alle de sædvanlige funktioner, hvor man kan tjekke batteristatus på bilen på mobilen, se bilens lokation, starte klima, opladning og mere.

Den forventes også at have en funktion a la Teslas Sentry.

Kommer Nio Phone til Danmark?

I første omgang er Nio Phone udelukkende til det kinesiske marked, men det er ikke udelukket, at Nio Phone på et tidspunkt også kommer til Europa.

Se også: Se alle elbiler fra Nio