Ny iOS-opdatering løser problemer med overophedning af iPhone 15

Der har været meldt om store problemer med den nye iPhone 15-serie, et af dem prøver Apple nu at fikse med ny opdatering.

Ny iOS-opdatering løser problemer med overophedning af iPhone 15

iPhone 15-serien har fået lidt af en blandet modtagelse. Der har nemlig været rapporteret om en del problemer med især iPhone 15 Pro og iPhone 15 Pro Max. Nogle har oplevet, at de overopheder og bliver så varme, at de er tæt på umulige at holde i hånden.

Læs også: iPhone 15 overopheder – Apple på vej med rettelse

iOS 17.0.3 fikser varmeproblem i iPhone 15

Det problem forsøger Apple nu at fikse ved at udsende en softwareopdatering til det nye iOS 17 styresystem som annonceret tidligere på ugen.

Opdateringen bringer iOS 17 op på version 17.0.3. Apple oplyser på sin hjemmeside, at opdateringen “løser et problem, der kan medføre, at iPhone bliver varmere end forventet”. Billeder taget med et termisk kamera har tidligere vist, at temperaturen på bagsiden af iPhone 15 Pro Max kan nå op på ubehagelige 46,7 grader. Hvad Apple helt konkret har gjort for at begrænse varmeudledningen, er endnu uvist.

Ud over at tage hånd om varmeproblemet retter iOS 17.0.3 også generelle fejl i styresystemet og to sikkerhedsfejl.

Se også: Sælg din brugte iPhone med stor fortjeneste

Titanium er ikke synderen

Den nye iPhone 15 Pro og 15 Pro Max er som noget nyt bygget med en ramme i titanium.

Flere har derfor spekuleret i, om det var det nye materiale, som var årsag til overophedningen. Der har også været spekuleret i, at synderen kunne være den nye USB-C-ladeport. Over for Forbes og andre medier forklarer Apple dog, at det ikke er her, at fejlen skal findes.

Derimod skal årsagen, ifølge Apple, findes i apps, der ikke er konfigureret ordentligt, fejl i iOS og ekstra varmeudledning under den indledende opsætning af telefonerne.

iOS 17.0.3 ruller ud netop nu. Opdateringen fylder 423,2 MB og kan downloades ved at åbne “Indstillinger”, “Generelt” og “Softwareopdatering”.

Læs også: Sådan installerer du ny software på din iPhone