Læs ogsåHyundai bekræfter forhandlinger om Apple Car er stoppet
Netop Nissan skulle være en af flere bilproducenter, som Apple i de forgangne måneder har rakt ud til – formentlig for at afsøge mulighederne. Men det gik angiveligt heller ikke mellem Nissan og Apple, skriver Financial Times. Og nu har piben tilsyneladende får en anden lyd.
Vil ikke være bilproducenternes Foxconn
Ifølge personer med kendskab til sagen var kontakten mellem Apple og Nissan kortvarig og nåede ikke engang vejs til Nissans topledelse, før Apple sagde farvel og tak. Årsagen skulle være uoverensstemmelser om brandingen af Apples bil. Apple ønskede, at bilen skulle brandes som en Apple-bil, og Nissan ønskede ifølge oplysningerne ikke udelukkende at fungere som leverandør af komponenter.
Samme bekymring skulle være til stede hos mange andre bilproducenter, som frygter at blive nedgraderet til “bilproducentens Foxconn” (fabrik der producerer mange af Apples produkter).
Over for Financial Times bekræfter Nissans driftsleder, Ashwani Gupta, nu, at man ikke er i dialog med Apple.
”Vi har vores egen kundetilfredshed, som kommer fra biler. Vi vil på ingen måde ændre den måde, vi laver biler på. Den måde, vi designer, udvikler og producerer på kommer til at blive som en bilproducent,” siger Ashwani Gupta med henvisning til, at man ikke ønsker kun at fungere som samlefabrik for Apples bil.
Driftslederen oplyser også, at man er åben over for at udforske mulige alliancer mellem techvirksomheder for at stå stærkere ved det igangværende skift mod internetforbundne og selvkørende biler. En samarbejdspartner kunne være Google eller en startup, lyder det.
Netop Ford har for nylig indgået et strategisk samarbejde med Google om at udstyre alle Ford-biler med Android Automotive fra og med 2023.
Læs ogsåHvordan bliver Apple Car? Her er vores bud på Apples elbil