Ny BMW iX3 lader dobbelt så hurtigt

Allerede inden BMW har sendt de første iX3 ud på vejene i Danmark, kommer der markante opgraderinger til elbilen, som de første kunder går glip af.

Ny BMW iX3 lader dobbelt så hurtigt

Det hører til sjældenhederne, at en bilproducent annoncerer tekniske forbedringer til en bilmodel, før de første danske kunder har modtaget deres nøgler. Men det er præcis, hvad BMW gør med den nye “Neue Klasse”-version af iX3.

Vi tager her et kig på opgraderingerne i den nye iX3, hvor det store spørgsmål er, om det også gælder de første biler, der lander i Danmark.

Se også: Alle elbiler fra BMW i Danmark

BMW iX3 får dobbelt så hurtig opladning

Den nye BMW iX3 byder på både lang rækkevidde og hurtig opladning, hvor sidstnævnte nu får en væsentlig opgradering. iX3 kan lynlade fra 10-80 procent på ned til 21 minutter, men en fuld opladning ved en hjemmelader eller langsom offentlig ladestander tager hele 11 timer.

Men fra marts-produktionen kan man vælge “AC Laden Professional” som ekstraudstyr, der fordobler ladehastigheden ved AC-opladning fra 11 kW til 22 kW. Det betyder, at en fuld opladning vil tage ned til 5,5 time. Lader man ofte ved langsomme laderstandere i storbyer med tidsbegrænset parkering, kan dette være en stor fordel.

I samme omgang får iX3 Vehicle-to-Load (V2L), som gør bilen til en gigantisk powerbank med batteriet på hele 108,7 kWh. Med en effekt på op til 3,7 kW kan du trække strøm direkte fra bilens batteri til at drive alt fra en elektrisk grill til værktøj eller kaffemaskinen på turen.

Det betyder altså også, at har man bestilt eller bestiller man nu, kan man ikke få ovenstående opgraderinger med.

Se også: Test af ny BMW iX3

Nye farver og eksklusiv kabine

For dem, der ønsker at sætte et personligt præg på deres nye elbil, udvider BMW nu farvepaletten med tre markante muligheder, der hver især understreger bilens forskellige karaktertræk.

Man kan vælge den intense Fire Red Metallic for et mere sportsligt og aggressivt udtryk, den moderne og naturnære Eucalyptus Green Metallic eller den eksklusive, matte Frozen Space Silver, der for alvor fremhæver de futuristiske former i Neue Klasse-designet.

Indvendigt bliver der også skruet op for detaljegraden, da BMW fra foråret introducerer et hvidt Individual-rat til den lyse kabinevariant ”Digital White”, hvilket fuldender det minimalistiske og luksuriøse udtryk, som kendetegner den nye iX3.

Se også: Priser, specifikationer og billeder af BMW iX3

BMW iX3

Hver tredje BMW-kunde vælger iX3

Det er ikke uden grund, at BMW tør opgradere før tid. Den nye iX3 er nemlig blevet modtaget med åbne arme. Siden modellen blev præsenteret, har hver tredje bestilte elbil hos BMW i Europa været netop en iX3. Den ligner dermed allerede en enorm succes for BMW.

Den foreløbige topmodel, iX3 50 xDrive, imponerer da også med specifikationer, som 805 km rækkevidde og 400 kW lynopladning. Men der venter også skarp konkurrence fra Mercedes-Benz og deres GLC EQ, Volvo med deres EX60 og ikke mindst Audi, som har sat prisen ned på Q6 e-tron.

Vi anbefaler:
10 grunde til at købe en elbil fra BMW
10 grunde til ikke at købe en elbil fra BMW
Priser på de billigste elbiler i Danmark
Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028
Test og anmeldelser af elbiler
Sammenlign elbiler på pris og kvalitet