BYD Atto 2: Ny billig elbil kommer til Danmark i foråret
Den kompakte SUV BYD Atto 2, som Mobilsiden for nylig kunne afsløre var på vej til Danmark, kommer i løbet af foråret 2025. Det bekræfter BYD i en pressemeddelelse.
Se også: Specifikationer, billeder og rygter om BYD Atto 2
Kompakt SUV
BYD Atto 2 er en kompakt SUV, der måler ATTO 2 måler 4.310 mm i længden, 1.830 mm i bredden og 1.675 mm i højden. Den har en akselafstand på 2.620 mm, hvilket er henholdsvis 8 cm og 10 cm kortere end akselafstanden i den nu udgåede storebror Atto 3 og den lille bybil Dolphin.
Størrelsesmæssigt minder Atto 2 mere om Dolphin end Atto 3, og den svarer meget til størrelsen på en kompakt SUV somKia EV3.
BYD Atto 2 har et bagagerum på 400 liter, som kan udvides til 1.340 liter, når bagsæderne lægges ned. Det er 55 ekstra liter i forhold til Dolphin, men 40 liter mindre end i Atto 3.
Se også: Alle elbiler fra BYD
312 km rækkevidde – større batteri på vej
I første omgang kommer Atto 2 i en variant med en ydeevne på 130 kW (177 hk) og et 45,1 kWh LFP-batteri med en WLTP-rækkevidde på 312 km. Accelerationen fra 0-100 km/t i denne variant tager 7,9 sek., mens tophastigheden er 160 km/t. Til sammenligning yder Dolphin 150 kW (204 hk) og klarer 0-100 km/t på 7,0 sek.
BYD Atto 2 vejer lidt over 1.500 kg – cirka 150 kg mindre end Dolphin – og kan trække 750 kg på krogen. Sidstnævnte kan Dolphin til gengæld ikke præstere.
Inden for de kommende måneder vil BYD lancere en ny variant af Atto 2 med et større batteri og en længere rækkevidde. Udgaven findes endnu ikke – heller ikke i Kina – med større batteri, men mon ikke der er tale om et 60,4 kWh LFP-batteri ligesom i Dolphin? Det vil bringe rækkevidden op omkring 427 km.
AC-opladning foregår ved op til 11 kW, mens DC-opladning fra 10 til 80 procent tager 37 minutter, hvilket er i den langsomme ende.
Se også: Her er de billigste elbiler i Danmark
Masser af udstyr
BYD har endnu ikke offentliggjort en komplet udstyrsliste, men ud fra de foreløbige oplysninger står den til at få masser af standardudstyr ligesom BYD’s øvrige elbiler.
Vi ved indtil videre, at varmepumpe er standard i Atto 2. Det gør den mere energieffektiv under kørsel i kulde.
Atto 2 har også udstyr som digital nøgle, der gør det muligt at låse og låse bilen op via smartphone eller smartwatch, indbygget karaoke med danske sange, en 12,8 tommer stor rotérbar infotainmentsksærm samt en 8,8 tommer stor førersksærm. Der er også panoramaglastag, som skaber en lys og rummelig atmosfære.
Se også: Kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026
BYD Atto 2: Mulig dansk pris
BYD Danmark har endnu ikke oplyst en pris i Danmark på den kompakte SUV. Vi forventer dog, at BYD Atto 2 får en skarp pris på under 200.000 kr., idet batteristørrelsen og rækkevidden i basismodellen placerer den i direkte konkurrence med billige elbiler som Citroën ë-C3, Hyundai Inster, Renault 5 E-Tech Electric og MG4 Electric, som koster henholdsvis 179.900 kr., 179.995 kr., 184.990 kr. og 184.999 kr.
BYD Atto 2 er større end alle disse elbiler, så vi får nok ikke en pris at se, der gør den til Danmarks billigste elbil, men en pris på omkring 185.000 kr. ligesom MG4 Electric er bestemt ikke usandsynlig.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Alternativer til BYD Atto 2
Det bliver Danmarks billigste elbiler, som BYD Atto 2 skal konkurrere med. Alternativer til BYD Atto 2 bliver elbiler som:
- Citroën ë-C3 til 179.900 kr., som får 74/100 (god) i test
- Hyundai Inster til 179.995 kr., som får 75/100 (god) i test
- Renault 5 E-Tech Electric til 184.990 kr., som får 82/100 (virkelig god) i test
- MG MG4 Electric til 184.999 kr., som får 78/100 (god) i test
Vi anbefaler:
Disse elbiler er Bedst i Test