CATL vil genbruge gamle elbilbatterier i Europa
CATL, der er verdens største producent af batterier til elbiler, vil indsamle brugte batterier fra elektriske køretøjer i Europa og Nordamerika og genbruge materialerne i dem.
Læs også: Sådan passer du bedst på elbilens batteri
Vil bygge stor fabrik til genbrug af elbilbatterier
CATL planlægger at fabrikker i Europa, hvor deres gamle og slidte elbilbatterier kan blive genanvendt. Planen er ikke blot at bygge én fabrik, men flere:
“Jeg kan ikke afsløre hvem, men vi overvejer at etablere genbrugsstationer, ikke bare én, men (mange) i Europa,” siger Ni Jun, der er Chief Manufacturing Officer hos CATL.
CATL mener at den cirkulære økonomi for elbilbatterier skal implementeres lokalt – derfor planlægges genanvendelse ikke centralt i Kina, men på flere kontinenter.
Læs også: Fordele og ulemper ved de nye LFP-elbilbatterier
EU-parlamentet har først for nylig vedtaget nye regler for genanvendelse af alle batterityper, der sælges i EU, hvor der stilles krav til genanvendelse af batterier i Europa. Her skal minimum 50 procent af litium i batterier genanvendes inden 2027 og 80 procent inden 2031. For kobolt, kobber, bly og nikkel skal minimum 90 procent inden 2027 og 95 procent inden 2031 genanvendes.
Netop derfor er der stort fokus på at få bygget genbrugsfabrikker i Europa, hvor Tyskland og Ungarn er potentielle placeringer for CATL.
CATL driver allerede en battericellefabrik i Arnstadt i den tyske delstat Thüringen. Virksomheden planlægger endnu en europæisk cellefabrik i Debrecen i Ungarn. En fabrik hos eller i nærheden af den europæiske partner kunne selvfølgelig også tænkes.
Se også: Find elbiler med længst rækkevidde
Batterier til Tesla, BMW, Toyota, Volkswagen og flere
CATL samarbejder allerede med flere af de største bilproducenter, heriblandt Tesla, Volkswagen, Toyota, BMW, Volvo, Hyundai, Kia, Honda samt nyere mærker som XPeng, Li Auto, Nio og Fisker.
Kan genbruge op til 99 procent
CATL er allerede aktiv inden for genbrug af batterier i Kina. CATL kan genvinde mere end 99 procent af det nikkel, kobolt og mangan, der bruges i batterier i elbiler, og genvindingsgraden for litium er mere end 90 procent.
Tidligere i år annoncerede den store kinesiske batteriproducent investeringer i opførelsen af en stor industripark til genanvendelse af batteriråmaterialer og videreforarbejdning af nye batterier i Foshan. I marts indgik CATL’s datterselskab Brunp også et samarbejde med Mercedes-Benz i Kina om at genbruge elbilbatterier.