Danskerne købte elbiler som aldrig før – se top 10
Hele 60 procent af nybilsalget i oktober var elbiler – det er ny rekord. Se de ti mest populære elbiler i oktober 2024.
Se også: Kommende elbiler fra Skoda i 2024, 2025 og 2026
Den højeste andel af elbiler i nysalget nogensinde
Der kom i oktober 2024 14.409 nye biler ud på de danske veje, hvilket er flere end sidste år. Mere interessant er det dog, at andelen af elbiler var højere end nogensinde før.
Af de 14.409 biler var hele 8.832 rene elbiler, hvilket svarer til en andel på 60 procent. Elbilsalget i oktober overgik dermed salget fra sidste måned, hvor den sidste rekord for højeste elandel blev sat. År til dato udgør elbilerne 49,5 procent af salget, oplyser Mobility Denmark.
”Elbilerne får fortsat bedre og bedre vejgreb i det danske salg, og vi glæder os over, at vi lige nu står i en situation, hvor vi måned for måned kan fejre nye rekorder. Samtidig er vi tæt på, at halvdelen af bilsalget i 2024 er elbiler, og det er også en helt særlig milepæl, som vi spår, at vi kommer i mål med. Det er en udvikling, som vi med god grund kan være glade for, men den kommer ikke af sig selv, og der er fortsat brug for politisk fokus på elbiler, og at afgifterne holdes i ro fra 2026,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Skoda har haft fart på i deres butikker i oktober, hvor SUV’en Enyaq var den mest populære elbil i Danmark. Indtil videre er Tesla, Volkswagen, Skoda, Mercedes-Benz og Ford de fem mest populære bilmærker i Danmark i 2024.
Nedenfor tager vi et kig på de 10 mest populære elbiler i den forgangne måned.
Se også: Tal om elbiler – statistik og salgstal i Danmark
De ti mest populære elbiler i oktober 2024
Skoda er i oktober 2024 tilbage på førstepladsen blandt de mest populære elbiler i Danmark. Det er elbilmodellen Enyaq, der også tilbage i august blev den bedst sælgende elbil.
Skoda har leveret hele 1.039 styk Enyaq, hvilket må være en rekord for bilmærket i Danmark. Det er stadig Tesla Model Y der har domineret i 2024 som de mest populære elbil i januar, februar, marts, juni og september.
Elbilmodeller fra Ford, Volkswagen og Audi sneg sig også ind i top 10. Her er et overblik over de ti mest populære elbiler i oktober 2024.
- Skoda Enyaq
- Ford Explorer
- Volkswagen ID.4
- Tesla Model Y
- Audi Q4 e-tron
- Volkswagen ID.3
- Volkswagen ID.7
- Xpeng G6
- Mercedes-Benz EQA
Se også: Sammenlign priser og specifikationer på elbiler
Store rummelige SUV’er hitter stadig
Længe har de store elbiler af typen SUV været de mest populære, og det er stadig tilfældet.
Selvom flere nye elbiler af typen sedan, bybil, stationcar og endda en cabriolet er kommet til Danmark er de mest solgte stadig store og forholdvist dyre SUV’er. Kun en enkelt elbil på top 10-listen i oktober 2024 er en bybil, nemlig Volkswagen ID.3 – som endda er blandt de større bybiler på markedet.
Ny billigere elbiler med priser fra 180.000 kr. er lige på trapperne. Det bliver spændende at se om disse formår at vinde danskernes gunst.