DS 8: Ny fransk elbil med 750 km rækkevidde

Den franske bilmærke DS har afsløret de første billeder af DS 8 - en SUV med skrånende taglinje og et aerodynamisk design. DS 8 får en lang rækkevidde på 750 km.

DS 8: Ny fransk elbil med 750 km rækkevidde

Det franske high end-bilmærke DS er på vej med en ny elbil med en lang rækkevidde på 750 km. Bilmærket, der tidligere var et undermærke til Citroën, hører nu under koncernen Stellantis ligesom Citroën selv.

Se også: Priser, specifikationer og billeder af DS 8

Aerodynamisk design med lang rækkevidde

Den kommende elbil, som menes at få navnet DS 8, er en såkaldt fastback – altså en SUV med skrånende taglinje.

Stellantis har vist den kommende elbil frem i en række fotos, hvor bilen er pakket ind i camouflage. Som bilens folie tydeligt viser, har den en WLTP-rækkevidde på yderst fornuftige 750 km. Dermed bliver den en af de elbiler med længst rækkevidde på markedet.

Det skyldes dels batteriet, som må antages at have en anseelig størrelse (+100 kWh) og dels et meget aerodynamisk design. Ifølge Stellantis har DS’ kommende elbil en luftmodstandskoefficient på kun 0,24 cd. Mercedes-Benz EQS med en rækkevidde på op til 815 km har til sammenligning en luftmodstandskoefficient på 0,20 cd.

At dømme ud fra camouflagen vil den kommende elbil fra DS passe perfekt til de øvrige DS-modeller med en aggressiv fremtoning, en front uden kølergrill og DS Pixel Vision-lygter med lodret placeret LED-kørelys.

Stellantis har derudover bekræftet, at den kommende elbil er bygget på Stellantis’ STLA Medium-platform. Den er brugt i eksisterende elbiler som Peugeot e-3008, Peugeot e-5008 og Opel Grandland.

Se også: Sammenlign alle SUV’er

Alternativer til DS 8

DS annoncerede i 2023, at producenten fra i år kun vil sælge rene elbiler. Producenten har hidtil lanceret to elbiler: henholdsvis hatchbacken DS 3 E-Tense og SUV’en DS 3 Crossback E-Tense. Ingen af de to elbiler har dog været en stor succes med kun 215 eksemplarer solgt i Danmark.

Der skal derfor en aggressiv pris til, før DS 8 bliver interessant i Danmark.

DS 8 kommer til at konkurrere med elbiler som Polestar 2, Peugeot e-3008, Citroën ë-C4, Ford Capri og for så vidt også alle de populære SUV’er i mellemklassen.

Det springende punkt bliver prisen på DS 8. Vi har endnu ikke nogen indikationer af, hvad DS 8 kommer til at koste, men vi forventer, at den bliver dyrere end de førnævnte direkte konkurrenter.

Vi bliver meget klogere på DS 8, når Stellantis afslører mere om bilen inden udgangen af året.

Vi anbefaler:
Kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026
Disse elbiler er Bedst i Test
Se priser på de billigste elbiler
Test og anmeldelser af elbiler