Ford overhaler VW – først med ny batteriteknologi

Ford opgraderer Standard Range-udgaverne af Explorer og Capri med LFP-batterier, markant længere rækkevidde, flere hestekræfter og V2L uden at røre ved prisen.

Ford overhaler VW – først med ny batteriteknologi

Ford lancerer nu en markant teknisk opdatering af to elbiler. Uden at røre ved prisskiltet i Europa får basismodellerne nu ny batteritype, betydeligt længere rækkevidde og flere hestekræfter under hjelmen.

Se også: Priser, specifikationer og billeder af Ford Explorer

Ford overhaler Volkswagen indenom

Ford har netop annonceret en omfattende opdatering af basisudgaverne af Explorer og Capri – også kendt som RWD SR-varianterne (Standard Range med baghjulstræk).

Selvom elbilerne teknisk bygger på Volkswagens MEB-platform, er Ford nu hurtigere ude med den nye LFP-batteriteknologi end tyskerne selv, der ellers leverer teknikken til bilerne.

Den hidtidige elmotor på 125 kW (170 hk) sendes på pension og erstattes af en ny og kraftigere elmotor, der yder 140 kW (190 hk). Samtidig øges batterikapaciteten fra de nuværende 52 kWh til 58 kWh.

Det betyder, at 0-100 km/t nu klares på 8,0 sek. mod tidligere 8,7 sek.

Se også: Priser, specifikationer og billeder af Ford Capri

Markant længere rækkevidde

Skiftet til den nye batteritype gør en enorm forskel for, hvor langt bilerne kan køre på en opladning.

Den nuværende basisudgave af Ford Explorer har en rækkevidde på 378 km. Med det nye batteri stiger dette til hele 444 km.

Søstermodellen Ford Capri klarer sig endnu bedre og lander på 464 km i stedet for de tidligere 393 km.

Det er en forbedring på henholdsvis 66 og 71 km, hvilket rykker basismodellerne fra at have bybil-lignende rækkevidde til at være bedre egnede til en langturskørsel.

Desuden inkluderer opdateringen nu vehicle-to-load (V2L), så du kan trække strøm ud af bilen til f.eks. en kaffemaskine.

Se 0gså: Alle elbiler fra Ford

Mange fordele ved LFP-batterier

Den helt store fordel ved litium-jern-fosfat-batterier er holdbarheden.

I modsætning til de konventionelle NMC-batterier, som Ford og Volkswagen hidtil har brugt, tåler LFP-batterier at blive ladet til 100 procent til daglig uden at tage skade. Det giver bilejeren mere brugbar rækkevidde i hverdagen, da man ikke behøver stoppe opladningen ved 80 procent i et forsøg på at beskytte batteriet over tid.

Samtidig er LFP-batterier markant billigere at producere, og der skal ikke udvindes det problematiske kobolt som til NMC-batterier.

Der er dog også ulemper ved LFP-batterier såsom højere følsomhed over for kulde og en lavere energitæthed.

Se også: Fordele og ulemper ved LFP-elbilbatterier

Hvad bliver prisen?

Det lader ikke til, at opgraderingen gør bilerne dyrere. I resten af Europa fastholder Ford de nuværende priser.

I Danmark kører Ford i øjeblikket med aggressive kampagnepriser, hvor Explorer fås fra 249.990 kr. og Capri fra 269.990 kr.

Vi håber, at Ford Danmark vælger at gøre disse kampagnepriser permanente, nu hvor basismodellen anvender de væsentligt billigere batterier. Det er dog mere sandsynligt, at basismodellerne beholder normalpriserne.

Imens venter vi stadig på, at Volkswagen introducerer samme opdatering til ID.4. Om det sker inden længe eller først ved det meget ventede store facelift, der får verdenspremiere i 2026 og debut i Danmark i foråret 2027, vides endnu ikke.