Nye performance-elbiler fra Kia: EV9 GT og ny EV6 GT
Ved LA Auto Show 2024 har Kia løftet sløret for to nye performance-varianter af sine eksisterende elbiler: Henholdsvis en opdateret EV6 GT og for første gang Kia EV9 i en GT-udgave.
Se også: Se Kias udvalg af elbiler
Ny Kia EV6 GT låner teknologi fra Hyundai Ioniq 5 N
Kia opdaterede for nylig EV6 med et nyt design, men først nu er den sporty EV6 GT klar i samme nye, opdaterede design.
Den nye Kia EV6 GT har fået samme tekniske setup som i Hyundai Ioniq 5 N: Det vil sige firehjulstræk og to elmotorer med en samlet ydeevne på 448 kW (601 hk) og et drejningsmoment på 739 Nm. I GT-køretilstanden kan effekten øges yderligere til 641 hk og drejningsmomentet til 770 Nm.
En acceleration fra 0-100 km/t vil formentlig tage omkring 3,4 sek. ligesom i Hyundai Ioniq 5 N.
Kia har også lånt funktionen Virtual Gear Shift, der bruger lydeffekter og regulering af momentet til at efterligne fornemmelsen af gearskift i en bil med forbrændingsmotor.
Den nye EV6 GT har et 80 kWh batteri ligesom de andre Long Range-varianter af EV6. Kia har endnu ikke oplyst en rækkevidde på den nye EV6 GT, men den bør være længere end de 424 km, som er opgivet i den gamle EV6 GT.
Billeder af Kia EV6 GT
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Kia EV6
Kia EV9 GT: 7-personers SUV med 501 hk
Den anden nyhed fra Kia er en tilsvarende sporty GT-udgave af den store 7-personers SUV EV9. Kia EV9 GT har firehjulstræk og drives af en 160 kW elmotor på forakslen og en 270 kW elmotor på bagakslen. Det giver en samlet ydeevne på 430 kW (501 hk) – altså lidt mindre end i EV6 GT.
Det er dog stadig nok til at gå fra 0-100 km/t på et godt stykke under 5 sek. Det er imponerende taget dens enorme størrelse i betragtning.
Ligesom EV6 GT har EV9 GT også det samme virtuelle gearskiftesystem, der stammer fra Ioniq 5 N, samt et elektronisk bagdifferentiale, der forbedrer køreegenskaberne i sving.
Kia har ikke oplyst hverken batterikapacitet eller rækkevidde, men det er formentlig samme 96 kWh batteri som i de øvrige EV9 Long Range-modeller frem for det større 110,3 kWh batteri i den nye Hyundai Ioniq 9.
EV9 GT får dertil subtile designopgraderinger, der gør SUV’en mere sporty. Foran har EV9 GT fået en ny kofanger med større aktive luftklapper og justerede LED-forlygter. Der er også enorme 21 tommer fælge og grønlige detaljer rundt omkring på bilen og i kabinen.
Billeder af Kia EV9 GT
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Kia EV9
Kia EV6 GT (2025) og EV9 GT: Pris i Danmark
Kia har i første omgang kun annonceret den nye EV6 GT og EV9 GT i USA, hvor de bliver lanceret senere i 2025. Kia har dog endnu ikke lanceret nogen priser – heller ikke i USA.
Begge GT-elbiler vil blive produceret i Sydkorea, og vi forventer derfor også, at de bliver lanceret globalt, herunder i Danmark.
Vi forventer, at den nye 2025-udgave af Kia EV6 GT kommer til at koste omkring 489.999 kr., ligesom 2024-udgaven af EV6 GT gjorde, inden Kia sænkede prisen med 70.000 kr. på lagermodeller.
Kia EV9 GT vil formentlig være omkring 70.000 kr. dyrere end EV9 GT-Line, så vi forventer, at EV9 GT får en dansk pris på 769.999 kr.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Alternativer til Kia EV6 GT og Kia EV9 GT
Alternativer til Kia EV6 GT er den sportslige søsterbil Hyundai Ioniq 5 N. Der findes også performanceudgaver af mange andre SUV’er såsom Volkswagen ID.4 GTX, Volkswagen ID.5 GTX, Audi Q4 55 quattro e-tron, Cupra Tavascan VZ, Skoda Enyaq RS, Nissan Ariya Nismo og Tesla Model Y Performance. Ydeevnen i de fleste af disse er dog et godt stykke fra ydeevnen i Kia EV6 GT.
Kia EV9 GT har endnu færre alternativer. Den nye Hyundai Ioniq 9 fås en en performance-udgave (ikke Ioniq 9 N), som yder 429 hk. Dertil fås Volkswagen ID. Buzz i en GTX-udgave med 340 hk og Hongqi E-HS9, som begge har plads til syv personer ligesom EV9 GT.
Vi anbefaler:
Disse elbiler er Bedst i Test
Sammenlign alle SUV’er med hinanden
Hvad koster de billigste elbiler?
Se kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026