Nye tal afslører: Elbilerne smadrede salgsrekorder i 2025

2025 endte med et brag for elbilerne i Europa. En massiv slutspurt i december sikrede rekordhøje salgstal, mens Danmark indtager en suveræn førsteplads i EU.

Nye tal afslører: Elbilerne smadrede salgsrekorder i 2025

Efter en langsom start på året fik elbilerne et voldsomt comeback i slutningen af 2025.

Nye tal viser, at året sluttede med en regulær salgsrekord i EU takket være en eksplosiv december måned.

Se også: Sammenlign elbilers rækkevidde og ladehastighed

En massiv grøn slutspurt

Hvis man troede, at luften var gået ud af elbilballonen, må man tro om igen. 2025 endte nemlig med at blive et rekordår for elbilerne i Europa.

Nye tal fra de europæiske bilproducenters sammenslutning, ACEA, viser, at der i 2025 blev solgt næsten 1,9 mio. nye elbiler i EU. Det svarer til en markant fremgang på 29,9 procent sammenlignet med året før.

 

Særligt slutspurten var opsigtsvækkende. I december alene steg salget af elbiler med hele 51 procent sammenlignet med samme måned året før. Det betød, at elbilerne i årets sidste måned sad på 22,6 procent af markedet.

Se også: Elbiler, der er bedst til prisen

Danmark er EU-duks

Mens salget stiger i hele Europa, er det Danmark, der fører an i statistikken. Vi er det land i EU, der har den absolut højeste markedsandel for elbiler.

Det eneste europæiske land, der kan overgå Danmark, er Norge, hvor hele 96 procent af alle solgte biler i 2025 var elbiler. Men Norge er som bekendt ikke med i EU, og dermed er Danmark officielt EU’s elbil-dukse.

Hele 68,5 procent af alle solgte biler i Danmark i 2025 var elbiler. Det vækker glæde hos branchen:

“I Danmark kan vi være meget tilfredse med at fremlægge flotte resultater for 2025, som overgår niveauet fra 2024,” siger Mads Rørvig, der er administrerende direktør i Mobility Denmark.

Han peger på, at klarhed om reglerne og fastfrysningen af afgifterne i 2026 er afgørende for, at succesen kan fortsætte.

Se også: De billigste elbiler på vejene i Danmark

Fossile biler bløder

Mens elbilerne og hybridbilerne vinder frem, går det den stik modsatte vej for de traditionelle brændstofbiler.

Salget af benzinbiler faldt med 18,7 procent i løbet af året, mens dieselbilerne tog et endnu større dyk på 24,2 procent.

Samlet set endte bilsalget i EU (alle drivmidler) på 10,8 millioner biler, hvilket er en lille stigning på 1,8 procent i forhold til 2024. Hybridbiler er fortsat den mest populære biltype samlet set, men elbilerne haler hurtigt ind.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Se salgstal for elbiler i Danmark

Vil du se flere tal for, hvor mange elbiler der er blevet solgt i Danmark? På Mobilsidens statistikside for elbiler kan du se de mest solgte elbiler og elbilmærker i den seneste måned, det seneste år og gennem tiden.

Vi anbefaler:
Find den bedste ladeboks og ladeløsning til din elbil
Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028