Slut med kedelige elbiler: Alpine kommer til Danmark

Den franske legende Alpine kommer officielt til Danmark. Med rødder i Formel 1 og rally lander de med to vilde og flotte elbiler før sommer. Læs alle detaljerne her.

Slut med kedelige elbiler: Alpine kommer til Danmark

I en tid, hvor mange nye bilmærker i Danmark er ukendte navne fra Kina, lander der nu en europæisk sværvægter med masser af historie. Franske Alpine har netop bekræftet, at de officielt indtager det danske marked før sommeren 2026.

Se også: Elbiler med længst rækkevidde

Fra Formel 1 og rally til elbiler på danske landeveje

Alpine er ikke et hvilket som helst bilmærke. Det blev grundlagt i 1955 af Jean Rédélé og er i dag kendt som Renault-koncernens absolutte spydspids inden for motorsport og performance.

Mærket har vundet det første verdensmesterskab i rally nogensinde og kæmper i dag med i toppen af Formel 1. Alpine fungerer som det sportslige alternativ til de traditionelle modeller, hvor fokus er på lette konstruktioner og maksimal køreglæde, hvilket nu endelig kommer danske entusiaster til gode i en moderne, elektrisk indpakning.

Alpine A390

Se også: Sammenlign priser og specifikationer på små elbiler

De første elektriske modeller lander før sommer

Den danske importør, RN Danmark, har afsløret, at salget starter allerede inden sommerferien via fire udvalgte forhandlere landet over. De første to modeller på programmet bliver den kompakte A290 og den større A390.

Alpine A290

Alpine A290 er en elektrisk hatchbach baseret på den allerede velkørende Renault 5, og den har allerede vundet prisen som Car of the Year 2025. Den byder på op til 218 hestekræfter og en rækkevidde på 380 kilometer.

Der er endnu ikke en dansk pris, men vi forventer, at den bliver en smule dyrere end Renault 5 med det store batteri på 52 kWh, som koster fra 224.990 kr.

Alpine A390 GT

For dem, der har brug for mere plads, kommer den sportslige crossover A390, der yder op mod 470 hestekræfter og har en rækkevidde på over 550 kilometer.

Det er lidt sværere at komme med et kvalificeret bud på en dansk pris på A390, men vi forventer, at den kan lande til omkring 500.000 kr.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

En elektrisk fremtid med masser af fart

Lanceringen i Danmark er kun begyndelsen på en større elektrisk offensiv fra det franske mærke. Senere på året forventes Alpine at præsentere en fuldelektrisk efterfølger til den legendariske sportsvogn A110, og der er endda planer om både en firepersoners GT-coupe og en elektrisk roadster.

Selvom de præcise danske priser endnu ikke er offentliggjort, er det tydeligt, at Alpine sigter efter de bilkøbere, der leder efter noget helt unikt med en stærk historie, hvor køreoplevelse og køregenskaber er i højsæddet.

Se også: Disse elbiler er Bedst i Test