Tesla har solgt 37 % færre elbiler i 1. kvartal 2025
Teslas salg af elbiler faldt med 37 procent i hele Europa i 1. kvartal 2025 sammenlignet med samme periode i 2024. I alle lande, bortset fra Storbritannien, er salget faldet voldsomt.
Store markeder som Tyskland og Frankrig oplevede kraftige fald på henholdsvis 62 og 41 procent, og Tyskland er gået fra at være Teslas største europæiske marked til det tredje største.
Årsagen til, at Tesla er gået frem i Storbritannien, er, at Teslas priser er markant lavere der end i resten af Europa.
Se også: Se alle elbiler fra Tesla
Hvorfor sælger Tesla færre elbiler?
Teslas voldsomme salgsnedgang kommer i en periode, hvor det øvrige salg af elbiler i Europa ellers er i stor fremgang. Det skyldes altså ikke, at europæerne ikke vil købe elbiler. De vil blot ikke længere købe elbiler fra Tesla. Det er der flere årsager til.
Tesla har en lille modelportefølje, og salget bæres primært af SUV’en Model Y og sedanen Model 3. En ny udgave af Model Y blev introduceret i januar og er begyndt at blive leveret i marts, men de billigere baghjulstrukne versioner kommer først i maj og juni.
Udfasningen af den gamle Model Y samt introduktionen af den nye model har med al sandsynlighed påvirket salget – hvor meget vides dog først i de kommende måneder, når produktionen og leveringerne er kommet op i gear.
Samtidig er konkurrenterne blevet både billigere og bedre. Markedet bugner nu med SUV’er og sedaner, der matcher eller sågar overgår Tesla på pris og kvalitet.
Globalt mærker Tesla især konkurrence fra BYD, som vokser hurtigt og forventes at overhale Tesla i markedsandel i 2025.
Elon Musks rolle i amerikansk politik har også skabt stor utilfredshed blandt kunder, og efter et dårligt 2024-regnskab lovede Musk vækst. Hans støtte til Trump og arbejde i den amerikanske administration er dog ikke blevet taget godt imod, og Tesla er blevet genstand for protester og hærværk.
Flere forsøger nu at sælge deres brugte Teslaer – måske som følge af et fald i omdømmet, der er uden fortilfælde. Investorer håber, at den nye Model Y og en kommende billigere elbil kan vende udviklingen i et marked med hårdere konkurrence end nogensinde.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Bedste alternativer til Tesla Model 3 og Y
Tesla Model Y er en SUV i mellemklassen og får bedømmelsen 80/100 (virkelig god) i test. Blandt de bedste alternativer er familievenlige elbiler såsom Xpeng G6, Kia EV6 og Hyundai Ioniq 5. Læs mere om de bedste alternativer til Tesla Model Y.
Tesla Model 3 er en lidt mindre sedan i mellemklassen, som får bedømmelsen 81/100 (virkelig god). Blandt de bedste alternativer er sedaner som Hyundai Ioniq 6, BYD Seal, Xpeng P7 og Volkswagen ID.7. Vi har også høje forventninger til den kommende Mazda 6e, som matcher Tesla Model 3 fuldstændig på pris og kvalitet. Læs mere om de bedste alternativer til Tesla Model 3.
Se også: Se priser på de mest populære elbiler
Perspektivering
Vil du dykke ned i tallene bag Teslas nedtur? På Mobilsidens statistikside kan du se salgstal over elbiler i Danmark det seneste kvartal, det indeværende år og gennem tiden.
Du kan også se de mest populære elbiler og elbilmærker i hele Europa samt tal over antal offentlige ladeudtag i alle danske kommuner samt de enkelte ladeudbyderes markedsandel.
Vi anbefaler:
Disse elbiler er Bedst i Test
Se priser på de billigste elbiler i Danmark
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027