Tesla sagsøger EU over højere told på elbiler fra Kina

Tesla er et af de bilmærker, der rammes af EU’s højere told på elbiler produceret i Kina. Nu sagsøger bilgiganten med Elon Musk i spidsen EU.

Tesla sagsøger EU over højere told på elbiler fra Kina

Tesla har sagsøgt EU for at pålægge told på elbiler produceret i Kina, som importeres fra firmaets fabrik i Shanghai. På fabrikken producerer Tesla sedanen Model 3 til blandt andet det europæiske marked.

EU’s beslutning om at indføre told blev truffet i oktober som en konsekvens af en EU-undersøgelse, der viste, at kinesiske bilmærker – men også enkelte øvrige bilmærker såsom Tesla – fik ulovlig statsstøtte fra Kina til produktionen af elbiler.

Tesla tilslutter sig en eksisterende klage til Den Europæiske Unions Domstol, hvor BMW og flere kinesiske bilproducenter allerede indgår.

Se også: Se alle elbiler fra Tesla

Tesla er sluppet billigt – men ikke billigt nok

Tesla er ramt af den forhøjede EU-toldsats, fordi en stor del af selskabets elbiler, der sælges i EU, kommer fra Kina. Tesla er dog ikke desto mindre sluppet meget billigere end nogen andre bilmærker. Teslas toldsats er ”kun” øget med 7,8 procent, mens andre bilmærker skal betale op til 35,3 procent oven i de 10 procent, der allerede gælder.

Sagen vil betyde, at Elon Musks største virksomhed, Tesla, vil kæmpe en retssag mod EU, samtidig med at verdens rigeste person fungerer som en af de mest fremtrædende støtter af Donald Trump. Imens er Elon Musk blevet udnævnt til at lede en såkaldt effektivitetskommission i Donald Trumps administration.

Elon Musk er blevet en højlydt kritiker af EU, som han mener er ”udemokratisk”. Samtidig er han begyndt at vise sin støtte til det tyske parti på den yderste højrefløj Alternative für Deutschland. Imens undersøger EU Elon Musks sociale medie X for at være til skade for demokratiet.

Se også: Teslas salg af elbiler i EU falder – er Elon Musk årsagen?

Perspektivering

Hvis Tesla får medhold i klagen til Domstolen, kan de forhøjede toldsatser blive annulleret. Det kan betyde lavere priser på sedanen Tesla Model 3 i Danmark, hvilket kan øge Teslas salg af sedanen og ikke mindst fortsætte priskrigen på elbiler herhjemme.

Taber Tesla sagen, vil det umiddelbart ikke være til gavn for forbrugerne til en start, men på sigt kan en høj EU-told på produktion af Tesla-elbiler fra Kina også tilskynde producenten til at udvide produktionen på fabrikken i Berlin til også at omfatte Model 3 – eller måske den kommende billige Model Q.

Det bliver interessant at se, hvilken betydning sagen får for Tesla, som har nok at se til med faldende salg i EU og faldende omdømme. Et lyspunkt er dog lanceringen af den nye Tesla Model Y.

Vi anbefaler:
Test og anmeldelser af elbiler
Disse elbiler klarer sig Bedst i Test
Hvad koster Danmarks billigste elbil?
Se alle kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027