Nu bliver Volvo EX30 produceret i Europa
Volvo er begyndt at producere den populære elbil, bybilen EX30, på Volvos fabrik i Gent i Belgien.
Hidtil har Volvo EX30 været produceret i Kina og er blevet eksporteret til Europa, men nu kan danskerne altså købe en europæisk produceret EX30, ligesom man i forvejen kan købe en Volvo EX40 og EC40, der er produceret på samme fabrik.
Produktionen af Volvo EX30 i Europa skaber ifølge Volvo cirka 350 nye jobs, og senere i år udvider Volvo med produktionen af EX30 Cross Country-varianten i Europa.
Volvo oplyser, at man har investeret hele 200 mio. euro i at udvide den belgiske fabrik med produktionen af EX30.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Volvo EX30
Hvorfor flytter Volvo produktionen af EX30 fra Kina til Europa?
Volvo investerer ikke knap 1,5 mia. kr. i europæisk produktion af EX30 for sjov. Det gør bilproducenten, fordi det kan svare sig. Ifølge Volvo selv rykkes produktionen fra Kina til Europa for at sprede det globale produktionsfodaftryk og udvide produktionskapaciteten, så man bedre kan imødekomme den europæiske efterspørgsel.
Se også: Sammenlign alle elbiler i Danmark
Europæerne køber europæiske elbiler
Der er dog uden tvivl også andre væsentlige årsager i spil. For det første køber europæerne hovedsageligt europæiske biler. De kinesiske bilmærker har slet ikke fået fat i blandt andet det danske elbilmarked, og der er kommet stigende bevidsthed om at undgå kinesisk producerede elbiler grundet geopolitisk usikkerhed, handelskonflikter og bekymring om datasikkerhed, ligesom mange ønsker at støtte lokal produktion.
Volvo er en svensk bilproducent, men da den kinesiske Geely-koncern ejer 79 procent af bilmærket, vil nogle derfor anfægte, at Volvo i en forstand også er kinesisk. Men man kommer ikke uden om, at Volvo bidrager til den europæiske økonomi ved at flytte produktionen til Europa.
Se også: Priser på de billigste elbiler
Volvo undgår EU’s straftold
EU-tolden på kinesisk producerede elbiler er formentlig en anden stærkt medvirkende årsag til, at det kan svare sig for Volvo at udvide den belgiske fabrik med produktionen af EX30. Geely-koncernen blev i efteråret 2024 pålagt en ekstra told på 18,8 procent på elbiler, der produceres i Kina og importeres til EU.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Volvo kan styrke sin position i Europa
Med initiativet styrker Volvo sin position på markedet for elektriske bybiler i Europa. EX30 er en populær elbil i Europa, og med den bedre produktionskapacitet og udsigt til at slippe for EU’s straftold er der udsigt til, at Volvo kan opnå endnu større succes med EX30. Den mere lokale produktion vil også give kortere leveringstid, hvilket kan tiltale nogle købere.
Efterhånden som konkurrenterne introducerer nye og billigere elbiler, som tilbyder mere kvalitet til prisen, vil Volvo formentlig også være nødsaget til at sænke prisen på elbilen, der aktuelt koster fra 265.100 kr.
Se også: Alle elbiler fra Volvo
Perspektivering
Om en elbil bliver produceret i Kina eller uden for Kina er blevet et vigtigt parameter for mange danskere, der køber ny elbil. Ofte skilter bilproducenterne ikke med, hvor i verden en bil bliver produceret. Det kræver derfor lidt af et gravearbejde at finde ud af dette.
Heldigvis har vi gjort al arbejdet for dig. Vil du vide mere om, hvilke biler der ikke er fra Kina? Så kan du se en komplet liste over alle elbiler, der ikke er fra Kina.
Vi anbefaler:
Guide til valg af ladeboks og ladeløsning
Elbiler der er Bedst i Test
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027