VW gør klar til lancering af elektrisk ID.6 SUV

Inden dens lancering har VW allerede teaset for den elektriske ID.6 SUV, som er baseret på konceptet ID. ROOMZZ.

VW gør klar til lancering af elektrisk ID.6 SUV

Volkswagen har haft godt gang i lanceringen af elbiler i ID-serien, hvor vi først så ID.3 og derefter ID.4. Den lille hatchback ID.3 kører ses ofte rundt i byens gader, mens man stadig skal være heldig for at se den lidt større crossover ID.4. VW har masser af andre elbiler i deres pipeline, hvor den næste skulle blive ID.6, som er en SUV baseret på et tidlligere koncept.

Der er planlagt en lille ID.1, som skal erstatte E-up, en ID.2 på størrelse med T-Roc og en ID.5, som er en coupe-udgave af ID.4. Men inden da skal vi sige goddag til VW ID.6, som bliver præsenteret på Shanghai auto show, som løber af stablen den 21. april.

Læs også: Android Auto er nu officielt klar i Danmark

Større og med flere sæder end ID.4

ID.6 bliver en SUV, baseret på et tidligere koncept ved navn ID. ROOMZZ, hvis navn afslører, at her er der mere plads. Det færdig design bliver angiveligt ikke helt så eksotisk som konceptbilen, men her er stadig op til syv siddepladser. Konceptbilen havde fancy skydedøre, hvor ID.6 har den mere traditionelle slags. ID.6 kommer i to varianter: ID.6 X og ID.6 Crozz.

VW ID. ROOMZZ
VW ID. ROOMZZ konceptbil.

Ovenover ses ID. ROOMZZ-konceptbilen, som ID.6 altså skulle være baseret på. Sammenligner man formen med artiklens teaserbillede, så ser det ganske korrekt ud.

Der er endnu ikke frigivet nogle officielle specifikationer for ID.6, men her er selvfølgelig rygter. Den skulle få samme ydelse som ID.4, hvilket betyder 201 hestekræfter på udgaven med baghjulstræk, mens udgaven med firehjulstræk har 302 hestekræfter.

I første omgang er VW ID.6 til det kinesiske marked, men kommer muligvis også til USA – og hvis vi er heldige også Europa. Det må tiden vise.

Se også: VW har nu Europas største elbil-fabrik