VW sakker bagud: Flere år efter rivaler på ladeteknologi

VW overhaldes på ladeteknologi af konkurrenterne og vil først i 2030'erne være klar til meget hurtigere lynopladning - men hvor stor betydning har det for køberne?

VW sakker bagud: Flere år efter rivaler på ladeteknologi

Mens især kinesiske producenter frister med elbiler med ekstremt korte ladetider, må Volkswagens væbne sig med tålmodighed. Den tyske bilproducent forventer først at tilbyde ultrahurtig ladeteknologi til massemarkedet et stykke inde i det næste årti.

Spørgsmålet er dog, hvor meget ladetiden betyder for hr. og fru Danmark.

Se også: Alle elbiler fra Volkswagen

VW arbejder på teknologi til ekstrem lynopladning

Hvor de fleste elbiler fra VW i dag tager en halv time om at lade fra 10-80 procent, kan konkurrenter fra Kina gøre det på under den halve tid – det er en enorm forskel.

Volkswagen arbejder intenst på at forbedre ladehastigheden i deres elbiler markant. Målet er en fremtid, hvor man kan lade bilens batteri fra 10 til 80 procent på blot fem minutter.

Ifølge mærkets salgschef, Martin Sander, er denne teknologi faktisk allerede fuldt ud funktionel i virksomhedens testlaboratorier. Udfordringen ligger i at gøre den skalerbar og økonomisk rentabel.

I første omgang vil de lynhurtige ladetider derfor blive forbeholdt en meget eksklusiv og dyr række af elbiler, der bliver lanceret engang ude i fremtiden.

Skal teknologien rulles ud i prisvenlige elbiler til den brede befolkning, peger tidshorisonten desværre frem mod begyndelsen af 2030’erne.

Se også: Elbiler der er bedst i test

BYD rykker hurtigt med Flash-Charging

Kontrasten til det asiatiske marked er ganske tydelig. Konkurrenten BYD er allerede markant længere i processen med at bringe deres såkaldte Flash-Charging teknologi ud på de europæiske veje.

Med denne teknologi bliver det ifølge producenten muligt at lade fra 10 til 70 procent på blot fem minutter. Venter man i ni minutter, rammer batteriet hele 97 procent.

BYD udruller i første omgang teknologien gennem deres premiummærke Denza og er i gang med at bygge et netværk af lynladere i Europa. Det viser en klar og reel forskel i hastigheden på den egentlige implementering af ny batteriteknologi.

Allerede nu er der elbiler på det danske marked, der lader langt hurtigere end dem fra Volkswagen-koncernen, hvor vi kan fremhæve Xpeng G6 og Zeekr 7X, der lader fra 10-80 procent på omkring 12 minutter og ikke koster en bondegård.

Se også: Guides og tips til køb af elbil

Tryghed eller nyeste teknologi?

På trods af at den næste generation af ladeteknologi lader vente på sig hos VW, mærker producenten stadig en enorm interesse for deres nuværende portefølje.

Set med rent teknologiske briller er der ingen tvivl om, at Volkswagen lige nu ser forældet ud i forhold til de fremadstormende kinesiske rivaler. Markedet for elbiler udvikler sig utroligt hurtigt, særligt når det gælder batteriteknologi og ladehastighed.

Det store spørgsmål er dog, om denne teknologiske forskel rent faktisk spiller den afgørende rolle for de danske bilkøbere i købsøjeblikket. For mange forbrugere står valget mellem at købe fra et veletableret mærke, som de kender og føler tryghed ved, eller at satse på et noget mere ukendt kinesisk mærke med den absolut nyeste teknologi.

For mange danskere vægter et solidt forhandlernetværk og høj kendskabsgrad stadig utroligt tungt. Med det sagt kan Volkswagen dog heller ikke blive ved med at ligge på den lade side.

Udviklingen står ikke stille, og hvis den teknologiske afstand bliver for stor, vil trygheden ved det velkendte logo på fronten næppe være nok til at fastholde fremtidens elbilkøbere.

Se også: Læs om den seneste teknologi til elbiler