Ejere returnerer Apple Vision Pro i stor stil

Apple Vision Pro, som i starten af februar blev lanceret i USA, er omgivet af stor hype. Alligevel er der mange kunder, som returnerer deres dyrt købte mixed reality-headset.

Ejere returnerer Apple Vision Pro i stor stil

Det var under stor mediebevågenhed, at Apple lancerede deres nye headset, Apple Vision Pro, på det amerikanske marked den 2. februar.

Allerede inden produktet kom officielt til salg i butikkerne havde 200.000 ifølge Apple nået at bestille et eksemplar af det hundedyre headset.

Trods den store interesse lader der til at være mange, som vælger at returnere deres Vision Pro headset efter kort tid. Design, sløret skærm og mangel på grunde til at bruge Vision Pro er blandt årsagerne hertil.

Læs også: Mark Zuckerberg: Meta Quest 3 er bedre end Apple Vision Pro

Vision Pro er for tungt og mangler komfort

En række youtubere er blandt dem, der nu vælger at returnere deres Vision Pro-headset.

Fælles for dem er, at de mener, at headsettet er for tungt og for ukomfortabelt. De bliver bakket op af en række brugere på onlineforummet Reddit.

Collin Michael, som er selvudnævnt ’Apple-nørd’ og en af de utilfredse brugere, som nu returnerer sit Vision Pro-headset, har uploadet en video på YouTube. Her redegør han for årsagerne til sin beslutning om at returnere headsettet.

Han nævner blandt andet vægten på enheden som en ulempe. Også det faktum, at ting, som han normalt foretager sig på sine andre Apple-enheder, kræver langt flere trin at udføre, trækker også ned i helhedsindtrykket. Han understreger samtidig, at ulemperne ikke er det værd.

En anden youtuberen stiller sig ligeledes i returneringskøen. Et af hans ankepunkter er også at skærmen er sløret og uskarp.

Læs også: Her kan du købe Apple Vision Pro i Danmark

Mangler funktioner der kan retfærdiggøre prisen

Mange brugere på alskens sociale medier giver også udtryk for, at de ikke mener, at Vision Pro er de 4.000 dollar værd, som den vejledende salgspris er på Vision Pro.

”Der er ganske enkelt ikke nok forskellige oplevelser med headsettet i dag, ligesom der også mangler forskelligt indhold, som kan retfærdiggøre at bruge Vision Pro to timer om ugen, som for mig er det, der skal til for at retfærdiggøre prisen,” siger en anden YouTube-bruger eksempelvis.

Mange af de kritiske røster giver dog også udtryk for, at de ikke er afvisende for at prøve de næste generationer af Vision Pro, men det kræver også at prisen falder.

Internt hos Apple går der også snak blandt selskabets ingeniører om, at de nuværende udfordringer med headsettet først er løst i løbet af de fire kommende generationer.

Læs også: Store Apple-nyheder i marts