Hvornår kommer Apple Vision Pro til Danmark?

Apples Vision Pro headset er blevet lanceret i USA. Men hvad med Danmark? Hvornår kan vi forvente at se det skingrende dyre VR-headset herhjemme?

Hvornår kommer Apple Vision Pro til Danmark?

Officielt har Apple sagt, at Apple Vision Pro, efter den amerikanske lancering den 2. februar i år, vil komme til flere lande senere på året. Apple har dog endnu ikke officielt har afsløret hvilke lande og hvornår præcist det sker.

Læs også: Apple dropper at forsvare App Store i Europa

Kommer måske til Europa efter Storbritannien og Canada

Ifølge Bloomberg siger insider-kilder hos Apple, at lanceringen af Vision Pro i andre lande vil ske snart efter den amerikanske lancering. Danmark bliver nok ikke det første land på den liste. Her nævnes Storbritannien og Canada som to af de første internationale markeder, hvor Apple Vision Pro vil komme til salg. Vi aner dog stadig ikke hvornår, da selv rygterne bare siger, at det vil ske ”inden udgangen af 2024”.

Når Storbritannien og Canada har fået headsettet, overvejer Apple at åbne op for resten af Europa og Asien. Men heller ikke her, er det sikkert, at Danmark kommer med i første bølge. I hvert fald forlyder det, at Apples ingeniører forbereder produktet til Frankrig, Tyskland, Australien, Kina, Hong Kong, Japan og Korea. Det kan selvfølgelig også være, at vi i Danmark får adgang til Apple Vision Pro i en engelsksproget udgave?

For nylig har MacRumors opdaget kodestrenge, der antyder, at Apple snart vil tilføje 12 nye sprog til det virtuelle tastatur på Vision Pro. Som det er lige nu, er det kun engelsk, der er installeret i Apple Vision Pro. Koden indikerer, at følgende sprog vil blive tilføjet: Kantonesisk, kinesisk, engelsk (Australien), engelsk (Canada), engelsk (Japan), engelsk (Singapore), engelsk (Storbritannien), fransk (Canada), fransk (Frankrig), tysk (Tyskland), japansk og koreansk.

Det er sandsynligt, at disse sprogtilføjelser matcher de lande, hvor Apple vil lancere Vision Pro næste gang, herunder Australien, Canada, Kina, Frankrig, Tyskland, Japan, Singapore, Sydkorea og Storbritannien. Hong Kong og Taiwan er også muligheder.

Læs også: Apple Vision Pro er en prototype – først færdig om fire generationer

Europæisk lancering inden sommerferien 2024?

Nogle rygter siger, at Apple vil lancere sit VR-headset i hele verden inden Apples Worldwide Developers Conference i juni 2024. Det forlyder også, at Apple planlægger at dele nye informationer om styresystemet i Vision Pro – visionOS – med udviklere fra hele verden til deres udviklerkonference i juni.

Det er ingen officielle meldinger om, hvorfor Apple har valgt kun at lancere Vision Pro i USA i første omgang, men det kan skyldes flere ting. Begrænset udbud: Måske har Apple ikke produceret nok af de meget dyre headset, før de ved, om de rent faktisk sælger.

Eller måske vil Apple bruge USA som betatest for både headset, software og salgsprocessen. Det er også muligt, at Apple bare skal bruge tid til at tilpasse det nye styresystem og hardware til forskellige sprog.

Det er der måske brug for. Vi har tidligere beskrevet, hvordan flere købere er begyndt at returnere deres Apple Vision Pro-enheder til Apple. Derfor er det stadigt for tidligt at udtale sig om, hvorvidt Apple Vision Pro er den kæmpe succes, som Apple forventer/håber på.

Læs også: Glasset i Apple Vision Pro revner uden grund