Kan et Google smart hjem betale sig?

Google kalder det ligefrem magisk, men det smarte hjem har været en frustrerende oplevelse indtil videre, og spørgsmålet er, om Google kan lave om på den fortælling.

Kan et Google smart hjem betale sig?

Med overgangen til Gemini i stedet for Google Assistent, kan vi se frem til at have flydende samtaler med vores assistent, lave rutiner og styre vores smarte hjem uden stive kommandoer.

Men det er langt fra gratis – nogen vil sige dyrt. Hvad koster det egentlig at have et smart hjem, hvis du bruger Google?

Se også: De absolut bedste smart-højttalere

Langsom implementering i de danske hjem

Skal vi ikke bare sige som det er. Implementering af det smarte hjem er nok ikke gået så hurtigt, som de store producenter havde forestillet sig. I hvert fald ikke i Danmark.

Siri fatter ingenting, Alexa taler kun engelsk og Google Assistent har været en frustrerende, alt for svingende oplevelse. Og sådan har det været i en del år efterhånden.

Derfor er der altså ikke noget at sige til, at danskerne ikke er hoppet i med begge ben og gjort hele hjemmet smart.

Personligt er jeg gået fra at styre alle enheder med stemmen til helt at droppe en assistent og køre med kontakter i stedet for. Simpelthen fordi oplevelsen med en assistent i hjemme har været så frustrerende og dårlig. Især med en familie, der skal være “med på den”.

Men der skal altså være nye boller på suppen med Googles Gemini AI-assistent, der er nu kan bruges i de danske stuer. Og nej, det er ikke gratis.

Hvad skal et smart hjem koste?

Google lancerede i går en ny Google Home-højtaler, der er bygget op med Gemini fra bunden og er udstyret med en NPU (Neural Processing Unit) til at styre AI-opgaver på lokalt på enheden.

Altså en forbedret oplevelse må man formode. Gemini er også blevet tilgængelig på nogle nuværende højtalere fra Google, som dog er gået ud af produktion.

Det kræver dog et abonnement for at få adgang til de rigtig gode, unikke funktioner, som Gemini tilbyder. Altså skal du betale en månedlig ydelse for at kunne produktet optimalt og kunne styre hjemmet på den måde, vi alle har drømt om, siden fænomenet smart home blev en ting.

Den pris, inklusiv prisen på de enheder man skal bruge i sit hjem, er altså værd at overveje, inden man går all in. Her er der tale om et Google Home Premium-abonnement, der kommer i en standard og en avanceret udgave.

Standard koster 80 kr. om måneden eller 800 kr. om året. Avanceret koster 160 kr. om måneden eller 1.600 kr. om året. Forskellen på de to handler primært om lagring af oplysninger, såsom videomateriale fra overvågning, og avancerede granskning i dette materiale.

Hvis du allerede har et Google AI Pro-abonnement til brug af Gemini, har du automatisk et Google Home Premium (standard) abonnement.

Og har du et Google AI Ultra-abonnement, har du automatisk et Google Home Premium (avanceret) abonnement. Det manglede vist også bare, for abonnementet koster 799 kr./md. eller 9.588 kr. om året.

Se også: Her er de bedste Android-mobiler i 2026

Google har noget at bevise

Som tech-optimist vil jeg rigtig gerne have, at det her skal virke. Med tidligere oplevelser i bagagen er det bare utroligt svært for mig at tro på. Især hvis jeg skal betale så mange penge for det.

Trods alt følger der et halvt års abonnement med i prisen, hvis man køber den nye Google-højtaler.

Det afgørende er, om det endelig bliver mere naturligt at bruge assistenten i hjemmet, uden de frustrerende oplevelser. Og hvordan den bliver at bruge i en familie, hvor den skal kunne passe ind i hverdagen og ikke blive et irritationsmoment. Det må tiden vise.

Hvis man vælger ikke at have et abonnement overhovedet, så vil man stadig kunne bruge Gemini Live assistenten som på et abonnement. Den vil bare ikke kunne huske noget fra de samtaler, man har haft førhen. Den kan kun huske konteksten fra den nuværende samtale.

Så hvis man siger til den, at den skulle huske koden til cykelkælderen, vil det ikke virke uden et abonnement. Ej heller vil den kunne fortælle dig, hvem der ringede, mens du ikke var hjemme.

Se også: Seneste nyt om Højtalere, gadgets og wearables