Apple sælger Watch og AirPods i massevis, mens iPhone-salget falder
Her midt i coronavirus-pandemien står Apple nu klar med deres regnskab for årets første kvartal, der viser et forventet iPhone-salg, men samtidig også overrasker.
Apple havde forventet en omsætning på mellem 63 og 67 milliarder dollars, men i februar meldte producenten ud, at de måtte nedjustere forventningerne. Samlet set har Apple i perioden en omsætning på 58,3 milliarder dollars, med et overskud på 11,25 milliarder dollars. Sammenlignet med samme periode sidste år, hvor Apple omsatte for 58 milliarder, med et overskud på 11,56 milliarder, så må det siges at være ganske godt gået med coronavirus på spil.
Læs også: OnePlus Z kan blive Androids svar på iPhone SE
Apples Wearables og tjenester går frem
På trods af en hærgende COVID-19-pandemi, hvor Apple i længere tid har oplevet udfordringer med lukkede butikker og langsommere produktion, opnår Apple et overraskende godt resultat. En af årsagerne til dette, er salget af virksomhedens AirPods og Watch, som er utroligt populært blandt forbrugerne.
Sammenlignet med 1. kvartal sidste år, går Apples salg af wearables frem med 23 procent. Apples tjenester (Apple TV+, Apple Arcade, Apple Music og flere) opnår en rekordomsætning på 13,3 milliarder dollars, mod 11,5 milliarder i 2019.
Apple sælger færre iPhones i 1. kvartal
Apples cash cow, iPhonen, oplever derimod et faldende salg i 1. kvartal. Sidste år blev der solgt iPhones for 31 milliarder i perioden, som i år er dykket til 28,9 milliarder.
Det bliver spændende at se om Apples nye billigere iPhone SE kan vende det faldende salg, som kommer på et tidspunkt, hvor mange tænker mere over privatøkonomien.
I et interview har Tim Cook udtalt, at han forventer iPhone SE vil friste mange Android-brugere.
Læs også: Sammenlign priser på iPhone SE