TikTok og PUBG Mobile skovler penge ind fra app stores
Da pandemien fejede over kloden, skød antallet af installationer i vejret i takt med, at folk ledte efter noget at lave. Nu, hvor mere og mere af verden åbner op, er antallet installationer af apps fra App Store og Google Play Store faldet en smule, henholdsvis 2,1 og 1,2 procent. Indtjeningen er derimod steget.
Apple tjener stadig klart mere på apps end Google
Smartphonebrugere brugte totalt 33,6 milliarder dollars i Google Play Store og Apples App Store under juli-september kvartalet på app, in-app køb og abonnementer. Det er en stigning på 15,1 procent i forhold til samme periode året inden, hvor der blev brugt 29,2 milliarder dollars.
Stigningen er dog ikke lige så stor som tidligere. Året før var den på 32 procent for samme kvartal, så på den led er der tale om et markant fald.
App Store er stadig den, der tjener bedst med imponerende 21,5 milliarder, en stigning på 13,2 procent i forhold til året før, men Google haler ind og tjente 12,1 milliarder, en stigning på 18,6 procent. Det er jo positivt for Google og mere positivt skal det blive for søgegiganten.
Se også: Bedste spilkontrollere til telefoner
TikTok mest populær i App Store – Google One i Play i Store
Data fra Sensor Towers viser, at TikTok var den app, der på globalt plan tjente mest samlet set i begge butikker i Q3. For nylig oversteg appen tre milliarder installationer, den første ikke-Facebook app der kom over den milepæl.
TikTok lå nummer et blandt apps i App Store, men ikke hos Google. Der var det selskabets egen Google One-app, der lå nummer et, takket være abonnementer på cloudlagertjenesten.
Piccoma lå nummer to totalt med en vækst på 130 procent og YouTube og Disney+ lå også i top fem.
Se også: Bedste telefoner til spil
Google størst på spil
Brugerne spenderede 7,7 procent mere end i samme kvartal året før, hele 22,4 milliarder dollars. Flest penge blev brugt i Google Play Store, 13,1 milliarder, mens der blev brugt 9,3 milliarder i App Store.
Som i tidligere kvartaler var PUBG Mobile fra Tencent nummer et blandt mobilspil. Det spil har indtjent hele fem milliarder dollars i sin tid, inklusive Game for Peace, der er den kinesiske version af spillet.
Et andet spil fra Tencent, Honor of Kings, lå nummer to, og derefter har vi Genshin Impact. Genshin er kun et år gammelt, men det har allerede to milliarder dollars af brugernes spenderinger på samvittigheden.
Pokemon Go er stadig populært og lå nummer fire, mens Roblox lukkede og slukkede top fem.
Se også: Nyheder om apps og spil