Stor utilfredshed over drastisk forandring af Google Maps’ farver
Uanset om du bruger Google Maps på iOS, Android eller Android Auto, har du nok bemærket, at farverne på kortet er blevet opdateret i løbet af den seneste tid.
Det lader dog til, at den nye farvepalette har fået en noget lunken modtagelse. Det vælter nemlig ind med utilfredse reaktioner på sociale medier og fora.
Læs også: Google Maps til Android Auto får et mere raffineret design
Helt nye farver overalt i kortet
Den nye opdatering af Google Maps betyder, at veje ikke længere er hvide og gule, men i stedet forskellige nuancer af grå. Mange områder på kortet, der før var lysegrå, er nu blevet enten grøn, gulig eller en tredje farve, og vand er blevet mere turkis, hvor det før var en mørkere og mere afdæmpet blå farve.
Under navigation er den blå farve for ens rute også ændret, og alternative ruter har en blå nuance, der kan være svær at skelne fra den igangværende rute.
I alt i alt lader kontrasten mellem forskellige typer af objekter på kortet til at være ændret markant – nogle dele til det bedre og andre dele til det værre. Er man vanemenneske, vil man i hvert fald hurtigt bemærke, at meget ikke ser ud, som det plejer.
Læs også: Google udsender stor AI-opdatering til Maps i Danmark
Stor utilfredshed blandt brugerne
Noget kunne tyde på, at de nye farver i Google Maps ikke vækker den store begejstring blandt brugerne. Det vælter nemlig ind med kritiske røster på sociale medier og fora som Reddit og X.
På Reddit findes der efterhånden utallige tråde med brugere, der udtrykker stor utilfredshed med de nye farver.
“Jeg er ikke fan. Jeg kunne bare ikke lide dem, da jeg begyndte at se dem for en uges tid siden. De er ikke så lette at læse for mig. Jeg ville skifte tilbage til de gamle farver, hvis jeg kunne,” skriver en person blandt andet.
“Forfærdeligt. Jeg vil have mine gule streger,” skriver en anden bruger, som henviser til de tidligere brugte farver til vejbanerne. Og den lunkne modtagelse fortsætter:
“Jeg hader det helt vildt. Alt er nu bare forskellige nuancer af grøn og turkis. Det gør det meget sværere at se detaljer. Jeg vil ikke have, at kort skal se trendy eller stilfulde ud. Jeg vil have, at de skal være nemme at bruge,” lyder det fra en tredje bruger.
Webdesigneren Elizabeth Laraki var med til at designe Google Maps for 15 år siden. Hun er heller ikke begejstret for den store forandring, der pludselig er sket. Kortet “føles koldere, mindre præcist og mindre menneskeligt. Men endnu vigtigere er det, at de (Google, red.) gik glip af en vigtig mulighed for at forenkle og skalere.”
Læs også: Google sletter alle gamle, inaktive konti – undgå at få slettet din
Så meget har Google Maps forandret sig
Herunder kan du se en række før/efter-billeder, som mediet 9to5Google har delt:
Del af en større opdatering
Opdateringen af kortets farver er en del af en større opdatering til Google Maps, som blandt andet også byder på den nye funktion ”Immersive View”, som kan vise din navigationsrute i 3D og give adgang til informationer om trafik- og vejrforhold..
Den nye opdatering til Google Maps skulle også gøre det nemmere at være elbillist, da Google Maps er blevet bedre til at angive oplysninger om de forskellige lade standere, der findes rundt omkring i landet.
Læs også: Google Maps til Android Auto får et mere raffineret design